Over mere end halvanden time leverede Albertslund-raptrioen Suspekt et flot mesterværk af en koncert, som fik en overraskende ekstra krølle på halen ude blandt publikum.

Orgi-E, Bai-D og Rune Rask ved efter mange år i branchen udmærket, hvordan man holder en seriøs fest. Og det beviste de nok engang på årets Smukfest.

Foran et tæt tæt pakket område ved Bøgescenerne, Smukfests største scene, spillede de en lækker og intens hitparade til stor fryd for publikum.

Indledningsvis blev 'Står stadig', 'Sut den op fra slap' og '100% Jesus' leveret stilsikkert foran det frådende publikum, der også på taknemmeligste vis allerede var helt oppe at køre, inden koncerten overhovedet var begyndt.



Det er selvfølgelig nemme point foræret til en gruppe, men det taler også til det koncertmæssige ry, Suspekt har opbygget. Man forventer et brag, efter stribevis af maraton-lækkerbidskender af koncerter gennem de seneste år.

Det kræver meget af Suspekt, men også sent torsdag aften skuffede de ikke - og denne anmelder har efterhånden svært ved  at huske, hvornår det sidst skete. Med Rune Rask bag den oversavede Mercedes, som udgjorde DJ-pult og scenelys, spankulerede, dansede og legede Orgi-E og Bai-D sig gennem koncerten, hvor gæster som Simon Jul, Xander, Jooks og flere andre også kom forbi og gav deres bidrag. For ikke at glemme, pelse, flammekastere og meget andet ekstra lir, som blev drysset ud over den koncertmæssige kage.

Suspekt er på mange måder first movers - ikke mindst når det kommer til at have liveband med på scenen - hvilket de har haft i efterhånden mange år. Det giver en rapkoncert noget ekstra dybde og nærvær. Og Suspekts band var velspillende og gav fedt modspil på scenen torsdag aften.



Det hithungrende publikum fik alt, hvad de kunne bede om - 'Singlepik', 'Proletar', 'Helt alene', 'Fri', 'Boller hende i dag', Få din flaske på', 'Søndagsbarn', 'Kinky fætter' bare for at nævne nogle stykker.

Ofte kan det blive en tyndslidt kliché, når et band vil holde en fest, men ikke når det er Suspekt. Det var et reelt brag på Smukfest.

Som et ekstra krydderi, de tre fyre ikke havde kontrol over og formentlig slet ingen anelse om, så skete der noget blandt publikum, der var med til at gøre aftenen endnu mere speciel. En ung mand lige ved siden af undertegnede besluttede sig for, ikke langt inde i koncerten - under nummeret 'Ruller tungt' - at gå på knæ og fri til sin kæreste. Det blev til et 'ja', ringen blev sat på og ikke et øje var tørt blandt dem omkring.



Jeg fik navnene på det kommende brudepar, så herfra skal lyde et stort tillykke til Line Kann Andersen og Nicklas Unger Wintcentsen.

Line Kann Andersen og Nicklas Unger Wintcentsen få sekunder efter Nicklas havde friet og fået et 'ja'.
Line Kann Andersen og Nicklas Unger Wintcentsen få sekunder efter Nicklas havde friet og fået et 'ja'. Foto: Jeppe Elkjær
Vis mere


Og tak for at levere det feststemte soundtrack til Suspekt.

Suspekt, Bøgescenerne, Smukfest, 10. august 2017, 5 ud af 6 stjerner.