Store festivalmomenter kan være så meget. Ofte lige den detalje, man ikke anede, at man savnede. Tidligere her til aften tog jeg mig selv i at råbe et 'yeah', da Tina Dickows ægtemand og faste musikalske makker Helgi Jònsson hev sin trækbasun frem midt i alle længslers modersang, 'Sacre Coeur', og gav en flot, flot solo.
Det er ikke nyt for hverken Dickow eller Jònsson med trækbasun, når hun optræder live, men lige her slog den en messingfin splint i bandets diskrete swung.
Lidt over klokken 19 blev Bøgescenerne betrådt af en skovalf, klædt i en orange - sarongagtig? sag - med udsigt til en smule dristigt lår. Danmarks Dickow kom som altid nærmest svævende ind på scenen med sit hidtil største band, sine nordiske fajancefine femi-sange som indledning til en fabelagtigt gribende koncert.
Men først, efter et par numre, smed Dickow noget af en bombe. Om ikke så længe udgiver hun albummet 'Whispers', hvor hun - chok, skandale - bander i titelnummeret, som hun også spillede i aften.
Derfor er der sat en 'Parental Advisory - explicit content'-advarsel på den version af albummet, der udsendes i USA og England. Så har man hørt det med.
For et år siden spillede Dickow på Rytmehans med plads til et betydeligt mindre publikum. Det betød en hulens masse ballade, skubben og masen. Hun kom da også med et par hint om at være tilbage på Bøgescenerne, hvor hun hører hjemme.
Sammenlignet med nævnte koncert er det tydeligt, at Dickow er blevet mere komfortabel i rollen som mere fysisk performer - efter albummet 'Where Do You Go To Disappear', hvor Tina blev elektronisk og kropslig. Symboliseret i nyklassikeren 'You Wanna Teach Me To Dance', hvor hun erklærer, at hendes foretrukne dansegulv er tankerne.
Det nye 'Someone You Love', som også er at finde på det kommende album, lød så selvfølgeligt, klart og smukt.
Ellers var det, som det blev sagt af sangeren selv, en greatest hit-koncert. Bortset fra en overraskende, og næsten rørende kejtet duet mellem Dickow og Carl Emil Petersen i Ulige Numres 'København'. Som naturligvis fulgte Tinas egen 'Copenhagen'.
Det nye, større band klæder Dickows sange. Percussion, to guitarer, bas, trommer og Helgi Jònsson på diverse tangenter og altså trækbasun lægger både bund, groove, diskrete lag og maler horisonter i den danske singer-song writers følsomme sange. Både de fjerlette enkle ballader og dem med rockpuls.
Det lød ganske enkelt bare p(beeb) - 'parental advisory' igen - godt. Lyden var perfekt, og selvom der, som hos alle andre, er ekkoeffekter med mere på vokalerne, lød det også håndspillet. Måske med lidt elektroniske ekstra lag.
Sangerinden, smilende, med den lyse sangstemme og de lange, blå toner, sange som 'On The Run', 'Nobody's Man', 'Open Wide', 'No Time To Sleep', et lydhørt publikum og, som sagt, fedt band.
Det var en af de koncerter, hvor man indimellem har oplevelsen af moment, der omslutter sig selv, og bliver til sin egen fortælling, saga, ville de sige i Jònssons hjemland. Sin egen musik. Som f.eks. et sted i den nye 'Whispers', hvor bas, trommer og guitarer faldt ind på samme slag, og pludselig mindede én om, hvad musik handler om. Bare sådan ud af det blå.
Tina Dickow med band, Bøgescenerne, Smukfest 2014, Skanderborg, fredag aften
