*****

(Fem stjerner)

Deres navn lyder mest som noget, man ville kalde en kaffeblanding, men skotske Biffy Clyro bragte både velkomne popfornuftige melodier og god rock'n'roll til Roskilde 2016.

En sjældent kløgtig mand, hvis identitet min beskedenhed forbyder mig at afsløre, hævdede for føje år siden, at rockfans i lighed med tiggere ikke længere kan tillade sig at være kræsne på Roskilde Festival.

I og med at rockens originalt rart rebelske væsen på denne festival i hvert fald til en vis grad er blevet sat hen ved siden af kanél-drysset på festivalens kaffebarer. Så kan den jo stå der og konkurrere med dagens "fair trade" tilbud. Så unfair dét ellers kan synes.

MEN det sker heldigvis stadig at man falder ind et sted og får en mildest talt gedigen musikalsk overraskelse på festivalen. Og dermed velkommen til skotske Biffy Clyro, som spillede en aldeles fremragende koncert på Arena fredag eftermiddag.

En ROCK-koncert vel at mærke båret igennem af BC's gode sange og en attitude, som langt mere end andre bands, jeg har set på festivalen i år hidtil, bar præg af, at sanger og guitarist Simon Neil, bassisten James Johnston og den forrygende trommeslager Ben Johnston var GLADE for at være der og få lov (hører I efter Red Hot Hul-i-hovedet?).

Se, de kan jo noget med melodier, dér i udkants-Brexit, og Biffy Clyro bringer i fremragende sange som "Bubbles", "Black Chandelier" og "Biblical" navne som landsmændene Big Country og - ikke mindst - walisiske Manic Street Preachers til torvs som sammenligningsgrundlag.

Og dét - mine damer og herrer - vil sgu sige noget. Det er vitterlig ikke hver dag,  jeg føler mig kaldet til at sammenligne et band med de ellers uforlignelige Manics!

Men Biffy Clyro kan det dér med at spille popfornuftige melodier med et bedårende rock'n'roll drive. Den slags sange har de mange af, og de leverer dem med et afsæt og en entusiasme, som så rigeligt havde berettiget, at de burde have haft en tid på Orange Scene, og at de havde kunnet KLARE det - modsat mange af de ekskursioner udi kunsten af rende rundt med hovedet under armen, der har spillet deroppe indtil nu.

Jeg er naturligvis godt klar over, at jeg er sent ude, når jeg først 15 år efter bandets debutalbum for alvor opdager Biffy Clyro. Men som man siger, så kommer alt godt jo til dén, der venter - og det var præcis dét man kunne aflæse i publikums ansigter på Roskilde, da BC ramte Arenas scene.

Entusiasme, rock'n'roll og gode sange - you can't beat it, d'herrer og damer.

Biffy Clyro, Arena, Roskilde Festival, fredag eftermiddag