******
(6 stjerner)
Danmarks med afstand bedste liveband flåede Roskilde fra hinanden - navnet er Dizzy Mizz Lizzy, de spiller rock, og lige pludselig gav Roskilde Festival mening.
Lad mig indledningvist gøre det kort: Hvis ikke Dizzy Mizz Lizzy for nogle år siden selv havde tænkt så langt, som at det sgu nok var en forholdsvis kløgtig idé at gendanne kapellet, havde jeg nok følt mig nødsaget til at møde op hos hhv. Tim Christensen, Søren Friis og Martin Nielsen med nogle af mine mere tvivlsomme bekendtskaber og våben, der matchede, for simpelthen at tvinge dem til dén genforening.
Den trio har siden gendannelsen simpelthen vist sig enestående, af høj international klasse og - som det vel siger sig selv - Danmarks i særklasse og med afstand bedste liveband. Igen bevist med et - nå ja - nærmest sindssygt eftertryk, da Dizzy Mizz Lizzy lørdag eftermiddag på Roskilde beviste præcis, HVOR gode de er og i øvrigt - nu de var i gang - lige syntes, at det var værd at understrege, at det dér koncept "rockband" ikke nødvendigvis er nogen helt ringe tilføjelse til en - i sin tid i hvert fald - selvbestaltet rockfestival.
Da Dizzy Mizz Lizzy få minutter inde i koncerten ramte 'Terrified In Paradise' og fulgte op med 'Barbedwired Baby's Dream' (23 år efter jeg første gang hørte den sang på denne festival) og 'Glory', brød solen frem, og DML selv behøvede ikke selv at kundgøre dét, som var åbenlyst:
»Nå, har I manglet en fest hér - well, den kommer nu!«
For det gjorde den i dén grad, som koncerten skred frem, og den ellers så sky Tim Christensen på sin 42 års fødselsdag som sjældent set levede sin 'guitar hero' rolle ud, mens de stenhårde Martin Nielsen (bas) og formidable Søren Friis (trommer) hjalp ham hele vejen op på podiet og sørgede for, han blev stående.
Det var faktisk intet mindre end fantastisk - i øvrigt også af den ubesungne helt her, Dizzys lydmand, som det selv på denne festival kreerede en lyd, som både var tordnende høj og klokkeklar. Respekt!
Og således gik det ellers - med salig Gasolin's ord - deruda' med mageløse 'Love is A Loser's Game', 'Rotator', 'Waterline' o.s.v., og Dizzy Mizz Lizzy satte faktisk samtlige andre bands, jeg har hørt hér i år, på plads. Og dén plads bliver de - og så kan de være aldrig så store internationale navne - siddende på. Hér kan nemlig ingen af dem være med.
Jeg troede de dage var forbi, hvor DML atter kunne sætte barren op. Og idiot som jeg er og hellige enfold - som jeg står her tilbage med et selvtilfreds smil og fugtige øjenkroge.
Jeg tror, det operative udtryk er »jamen, jeg sagde det jo nok!«
Og skulle vi så lige tage den til ære for Roskilde Festivals arrangører og bookere:
De hedder Dizzy Mizz Lizzy, de spiller rock'n'roll, og det er sådan set dét, det hele handler om, hvis I skulle have glemt det ...
Dizzy Mizz Lizzy, Orange Scene, Roskilde Festival, lørdag aften
