Sluserne til syndefaldet blev åbnet på vid gab, da Father John Misty indfriede alle opskruede forventninger med albumgenialiteten 'I Love You, Honeybear' i bagagen. Der blev sunget til de himmelske højder, og spillet en knivskarp rock under Father John Mistys magtdemonstration.

Father John Mistys alter ego Josh Tillman var kommet for at erobre Roskilde, som han slugte i én mundfuld. Det var en entertainer af rang, der kastede sig hovedkulds ind på scenen. Allerede i åbningsnummeret var han nede på knæ, i gulvet og dansede stående på stortrommen.

LÆS OGSÅ:

Og den indædte nerve og energi holdt han hele vejen gennem en magisk koncert, hvor han jokede løssluppent med publikum mellem de prunkløse musikalske nedslag. Og på intet tidspunkt mistede han eller bandet den høje koncentration.

Vi fik stort set hele albummet I Love You, Honeybear, der stærkt kandiderer til årets album. Albummets mange finesser forblev intakte, selvom de blev fremført i en mere rocket version.

SE OGSÅ: Bare bryster og dinglende dillere: Se Roskildes nøgenløb fra en deltagers øjne

I det hele taget var bandet urimeligt godt kørende, og skiftede ubesværet mellem det stærkt melodiske vingesus til heftig garagerock og gav endda en gedigen boogie. Det var sprøde guitarer og en stærkt syngende Josh Tillman. Vokalen stod helt klart i lydbilledet og sangene blev omsluttet af en varm og organisk lyd.

Det kom til næsten mindeværdige øjeblikke, som i hymnen 'When You're Smiling And Astride' og i 'Bored in the USA'. At det hele sluttede i eksplosionen 'The Ideal Husband' kom ikke som nogen overraskelse. Josh Tillman gjorde sin entre med maner med en overmåde gennemført koncertoplevelse.

Father John Misty, Avalon, Roskilde Festival, torsdag