Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Med linjen ’I’m Still in Love in You’ fra ‘Angels’ stadig svævende i ørerne og fornemmelsen af Romy Crofts åbenlyse taknemmelighed og ydmyghed kan man efter torsdagens koncert i Roskilde bare ønske The XX velkommen i stadionrockklassen. De tre briter gav Roskilde en varm omfavnelse.

En kollega gjorde mig sidste år opmærksom på The XX. Da var det netop offentliggjort, at de skulle spille i Royal Arena (i februar). Langsomt arbejdede først albummet ’Coexist’ (2012) og senere dette års ’I See You’ sig ind i ørerne.

Så uhåndgribelig musik er, er musiksmag ikke desto mindre en konstant anledning til diskussioner, skænderier om ikke ’religionskrige’. I min verden der findes der musik, der virker, og musik, der ikke virker. Og en hel del midt i mellem.

The XX virker. Det store spørgsmål for mig, inden trioens debut på Orange Scene i den bedste sendetid, torsdag aften, var: kan de formilde de elegante, sensuelt stemningsfyldte lydspor på en måde, der giver mening overfor måske 30.- 40.000 dudes i regnfrakker.

Svaret er, at det kunne de, endda langt mere levende og helhjertet, end jeg havde forventet.

Iscenesættelsen i sig selv var lidt af et scoop. Romy Madley Croft, Oliver Sim og  elektronik-troldmanden Jamie Smith kommer fra Wandsworth – the dodgy end. Historien om gruppen er blandt andet historien om at bearbejde og finde en vej forbi de kampe og mistrøstigheder, som Oliver Sim talte om på scenen. Finde stolthed. Han har selv kæmpet med et voldsomt misbrug af diverse substanser.

Støvregnen – det blev ikke til mere under koncerten – virkede som et meget malerisk fløjlstæppe over Orange Scene.

Med udgangspunkt i 'Crystalized' og hittet ’Say Something Loving’ fra det seneste album åbnede trioen for en koncertoplevelse med Croft på luftig sang og typisk, britisk minemalistisk guitar, Sim på bas og den hyperaktive Jamie Smith på diverse elektroniske instrumenter og trommer.

Der var perfekt lyd på mikrofoner og instrumenter. Croft spiller en subtil, luftig twangy kaktus-guitar, og hun er en fremragende rytmeguitarist. De to guitarspillende musikere giver musikken en kontant kropslighed, hvor den hørt på plade er mere sfærisk.

Det var ikke det hele, der var lige melodisk. En vis ensformighed, når musikken cirkler koncentrisk omkring sig selv og truer med at bringe tankerne på flugt til et eller andet varmt sted, indfandt sig. Men respekt for måden, de tre giver musikken, der vel mestendels er udtænkt i et digitalt setup, stadionrockformat.

Uden sammenligning i øvrigt ligesom landsmændene Depeche Mode.

Af en eller anden grund kom jeg på et tidspunkt til at tænke på det fjerne elektropopband Everything But the Girls sophisti-pop og deres store hit 'Missing'.

Men selvom TheXX’ technopop fik de mange i den begyndende smat til at danse, godt båret af Jamie Smiths klang- og beatbombardement i baggrunden, formåde de at fastholde inderligheden og den moderne styley coolness hele vejen gennem numre som ’Dangerous’, ’Infinity’, ’Perfomance’.

Det var tydeligvis en overvældende oplevelse for Romey Croft at stå på hovedscenen på en festival, hun selv besøgte som 16-årig. Det samme for Sim.

Undervejs var de to ydmyge, målløst taknemmelige musikere nødt til at give hinanden et kram. Sådan føltes det egentlig også nede foran. Som et kram.

The XX, Roskilde Festival, Orange Scene, torsdag

Andre læser også