For kun få dage siden kom det frem, at hele Danmarks Rock Mama, Sanne Salomonsen, fra den næste sæson af DR's 'X Factor' skal agere dommer. Et fedt valg at få en ikonisk sangerinde ind til at give Remee og Blachman modspil. Derfor var det oplagt at benytte Sanne Salomonsens optræden på Smukfest lørdag aften som en test af formen.

Dommen kommer i en kort version her: Rent musikalsk er vores allesammens Sanne langt fra fordums styrke, men på perfomer-siden er hun i topform.

Det tegner godt for DR og 'X Factor', men det er nok tvivlsomt, om Sanne Salomonsen med sin præstation på Smukfest lørdag aften ville kunne få et 'ja' fra sine to dommerkollegaer i 'X Factor'.



Den 61-årige danske musikskats stemme er nemlig virkelig brugt efter mange årtier i branchen.

Sanne Salomonsen har svært ved at nå de høje toner, og hun får konstant hjælp af den kompetente backingsangerinde i bandet på scenen.

Flere gange måtte hun overlade større dele af de mest krævende sangbider til netop backup-sangerinden.

Helt klart stod det eksempelvis under klassikerne 'Hvis du forstod' og 'Sui Sui', hvor Rock Mamas vokal måtte give op flere gange.

Det er selvfølgelig ikke specielt kønt at være vidne til. Men det er forståeligt, og hun kompenseres ganske glimrende af et velspillende band og en stribe store hits, som publikum kan synge med på.



Men først og fremmest reddes en potentiel katastrofe af det, der nok skal blive fantastisk at opleve fredag efter fredag i bedste sendetid: Showmanship og en blændende fremtræden på scenen.

Med et konstant smil på læben, en kæk bemærkning, en reference til Gulddreng eller et kram til en tilfældig person blandt publikum, charmerer hun sin vej langt ud over scenekanten.

Læg dertil en stor stribe hits, som publikum stort set kan klare på egen hånd - 'Kærligheden kalder', 'Den lille løgn', 'Taxa', 'Sui Sui' og 'Den jeg elsker, elsker jeg' - og så fik Sanne og co. spillet en ellers ret kedelig og uinspirerede første halvdel af koncerten, som bød på en masse nye numre, mangel på energi og et dovent publikum, helt op i et niveau, så publikum foran Stjernescenen skrålede med, bad om ekstranumre og blev efterladt summende af muntert humør og god feststemning. En ægte redning på rutinen og målstregen.



Hvis jeg var 'X Factor'-dommer, havde jeg ved de første strofer af Sanne Salomonsens audition lørdag aften på Smukfest været afvisende. Et klart 'nej'. Men lidt længere inde i audition havde charmen nok fået vundet mig over, og det var blevet til en ekstra audition i næste program med stemmerne 2-1.

Sanne Salomonsen, lørdag 12. august, Stjernescenen på Smukfest, 3 ud af 6 stjerner.

Sanne Salomonsen indtog Stjernescenen lørdag aften på Smukfest til stor glæde for de mange fremmødte.
Sanne Salomonsen indtog Stjernescenen lørdag aften på Smukfest til stor glæde for de mange fremmødte. Foto: Helle Arensbak
Vis mere