VI ELSKER DIG OZZY, MEN… Mørkets fyrste? Den onde onkel? Prøv med tryghedssøgende teddybjørn - velkommen til Ozzys karaokeshow.


OZZY OSBOURNE, Bøgescenerne ***

Tordenguderne skal vide at jeg gennem 40 år har elsket Ozzy Osbourne, som var han en ældre lettere tonedøv bror. Som så ofte nævnt i dette forum skylder Ozzy ikke os noget, mens vi skylder ham ALT. 

Som manden, der med Black Sabbath opfandt Heavy Metal, og som manden, der som solist har bidraget med endnu en række klassikere i samme genre. Men – og det MEN kan du godt male op med gigantiske graffiti-bogstaver – den måde, Ozzy og hans band torsdag aften leverede klassikerne på i Skanderborg torsdag aften var i bedste fald så nogenlunde okay og i værste totalt ligegyldigt.

Jo, vi fik alle klassikerne. Fra Ozzys egne som 'I Don’t Know', 'Road To Nowhere', 'Crazy Train' og 'Shot In The Dark' til Black Sabbaths af slagsen som 'Fairies Wear Boots', 'War Pigs', og den uomgængelige 'Paranoid'. Men vi fik dem i pletfri karaokeudgaver med et band, så profilløst, at de fik den usynlige mand til at minde om et prospekt-kort over den menneskelige anatomi, og en superstjerne og sanger, som – sin såre sympatiske fremtoning til trods – nu om stunder mere ligner og lyder som en tryghedssøgende teddybjørn end den ”mørkets fyrste” og ”ondskabens onkel”, hans promotionfolk ellers har blæst ham op til at være. 

Skunk Anansie

Ærligt talt stod jeg i perioder med tårer i øjnene i Skanderborg torsdag aften. .. af alle de forkerte årsager. Fordi jeg elsker Ozzy Osbourne, og jeg hader at se dette store menneske reduceret til Heavy Metals pauseklovn og karaoke-dirigent. Og da i særdeleshed når manden selv er medskyldig i denne tingenes triste tilstand.

Dét band, Ozzy rejser med i disse dage, spiller ganske vist sangene korrekt og præcist, men de gør det med en nerve som en frossen fiskefilet og en indlevelse som et rustent skuffejern, mens Ozzy selv - sådan er han jo – forsøger at sparke lidt liv ind i seancen. Desværre og tydeligvis velvidende om at det hér er fandens svært at sparke op til andet end netop et karaokeshow for de fremmødte.

Man kan SE det i mandens sørgmodige øjne: 'Hjælp mig nu lidt for fanden – vi SKAL jo have det her til at lykkes!' Hvilket det bare alt for sjældent gør. Fraset primært 'Mama I’m Coming Home' og førnævnte 'Shot In The Dark' hvor The Ozz rent faktisk forsøgte at træde i karakter og få musikken til at leve – til trods for at stemmen ikke er, hvad den var engang.

Det tilkommer naturligvis ikke mig at give Ozzy Osbourne karriereråd – jeg elsker som sagt manden, og han skylder sgu’ ikke os noget – men ærligt talt Ozzy: du kan med sindsro trække dig tilbage i forvisningen om at du har bidraget i stor stil til rockhistorien og ikke behøver at trække det hér cirkus rundt i verden længere. Med mindre naturligvis at du igen lader dig genforene med Black Sabbath, som spiller helt anderledes troværdigt, tungt og træffende end de nulboner, som udgør dit band i dag.

Og ja; den tredje stjerne er givet af kærlighed og respekt…