Roskilde Festival har netop offentliggjort det fulde musikprogram for årets festival.

The XX, The Jesus and Mary Chain, Royal Blood, Future Islands, Anthrax, The Avalanches er blandt de nye større navne på årets Roskilde Festival-plakat. Dermed ikke nogle kæmpestore verdensnavne blandt de nye navne.

Heldigvis kan vi dog glæde os over, at der allerede var mange store navne på årets festival.

Inden dagens offentliggørelse af det resterende program havde Roskilde Festival nemlig allerede offentliggjort flere store navne. Blandt dem, der allerede var på plakaten, kan man finde Foo Fighters, A Tribe Called Quest, Arcade Fire, Justice, Trentemøller, Solange og The Weeknd på toppen af den midlertidige plakat.

Mens navne som Blink-182, Den Sorte Skole, Erasure, Father John Misty, Lorde, Sort Sol og The Lumineers var blandt de mellemstore navne på plakaten. Om dem siger Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén:

»Det er et vildt klimaks endelig at kunne præsentere den fulde plakat med vores bud på den mest aktuelle, genredefinerende og udfordrende musik i 2017. The XX har ligesom Solange, The Weeknd og Lorde skabt massiv opmærksomhed verden over, selvom de ikke er over 30 år gamle. De kan om nogen få snakken om manglende hovednavne i fremtiden til at forstumme og har fortsat potentialet til at overrumple og vinde endnu flere fans, når de gæster Orange Scene til sommer. På den måde repræsenterer de både nutiden og fremtiden, når de samtidig optræder side om side på plakaten med helt unge og fremadstormende talenter som Noah Carter, Silvester og Sigrid.«

Orange Scene på Roskilde Festival. ARKIVFOTO.
Orange Scene på Roskilde Festival. ARKIVFOTO. Foto: Torben Christensen
Vis mere

Han forklarer også, at årets festival har fokus på kønsfordelingen blandt dem, der spiller. Noget der har været debatteret længe i den danske musikbranche.

»Vi har et ansvar i forhold til at ændre ubalancen i kønsfordelingen. Vi ser vores egen rolle som en platform, hvor rollemodeller og stærke forbilleder af begge køn kan inspirere til forandring og lighed. Det gælder også en forandring, der ændrer fremtidens kønsbalance blandt musikerne på vores scener. Vi er som festival sidste led i den musikalske 'fødekæde', men det betyder ikke, at vi ikke skal forsøge at påvirke den. Det kan vi gøre med navne som Princess Nokia og Madame Gandhi, der begge er interessante, fordi de besidder en skarp kunstnerisk og holdningsmæssig profil og samtidig befinder sig i det urbane felt, som normalt er meget mandsdomineret. De er rollemodeller, der viser en anden vej i en mandsdomineret branche og kan inspirere til nye tanker i mødet med publikum.«

Plakaten på årets festival.
Plakaten på årets festival. Foto: Roskilde Festival
Vis mere

Roskilde Festival løber af stablen 24. juni til 1. juli.