Det populære danske band Nephew trækker stikket, når sommeren er forbi. Det fortæller forsanger Simon Kvamm

De er højaktuelle med VM-sangen og er booket ind på stort set alle festivaler i løbet af sommeren, men Nephew meldte lørdag aften på Skive Festivalen, at de trækker sig tilbage for nogle år.

Den pludselige melding kom midt under nummeret 'Igen Og Igen Og', hvor Simon Kvamm pludselig råbte:

- Efter sommer trækker vi os lidt tilbage. Så der går nok et par år, før vi står på denne scene igen, råbte han ifølge msn.starlounge til publikum.

Nephew er blandt andet blandt hovednavnene på årets Roskilde Festival.

Nu uddyber bandet selv på Facebook og beroliger samtidig dem, der måtte tro, at Simon Kvamm og Co. var på vej til at stoppe.

"Rolig - vi tager bare et lille pusterum," skriver Nephew og forklarer videre.

"Når tonerne klinger ud efter koncerten på Roskilde Festival 2010 vil det samtidig være starten på en lille pustepause, hvor vi neddrosler aktiviteterne for en ... tid. Vi vil stadig være aktive, men vi vil i en periode give plads til sideprojekter, koncerter i udlandet m.v. Så vi går altså ikke direkte i studiet og forbereder næste album, bare så det er på plads :-)"