Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En 19-årig mand fra Sønderborg har under årets Roskilde Festival fået konstateret den sjældne og farlige sygdom meningokok - også kendt som smitsom meningitis. Men ifølge en ekspert på området, så er det slet ikke sikkert, at den 19-årige er blevet smittet på festivalen. Det kan være sket flere dage inden.

Det fortæller overlæge ved Styrelsen for Patientsikkerhed Troels Thomsen til BT.

Sygdomstilfældet blev opdaget torsdag under Roskilde Festival, og den unge mand blev kørt på hospitalet omkring klokken 18.00. Hvordan den unge mands situation er, hverken kan eller vil Styrelsen for Patientsikkerhed oplyse, da der er tale om tavshedspligt, når det gælder en persons sygdomshistorie.

Men Troels Thomsen kan fortælle, at den 19-årige er en af meget få tilfælde herhjemme, som bliver ramt af meningokok-sygdommen, som også er kendt under navnet smitsom meningitis.

»Først og fremmest skal man være yderst uheldig, hvis man blive syg af meningitis. Der var kun 37 tilfælde af sygdommen herhjemme hele sidste år, så det er sjælden sygdom,« siger overlæge Troels Thomsen.

At den unge mand er blevet syg på Roskilde Festival har betydet ekstra stor opmærksomhed på sagen fra mediernes side. Men Troels Thomsen slår fast, at det langt fra er sikkert, at manden er blevet smittet på festivalen. Faktisk ved man ikke, hvornår den 19-årige blev smittet med sygdommen.

»Hvad der præcis har gjort, at netop den unge mand på Roskilde Festival har fået sygdommen, kan vi ikke sige. Men bakterien kan mange have haft på et tidspunkt i deres liv uden at være klar over det. De er bare ikke blevet syge af det. Den unge mand har så desværre fået bakterien på et uheldigt tidspunkt i sit liv og blevet syg,« siger Troels Thomsen.

»Det er slet ikke sikkert, han har fået sygdommen på Roskilde Festival. Han har muligvis haft den, inden han kom til festivalen. Og han kan have været smittet i tre dage eller i ti dage, det kan vi ikke sige,« uddyber han.

Myndighederne er sammen med politiet i fuld gang med at finde ud af, hvem manden har været i tæt kontakt med de seneste ti dage - så langt tilbage kan han nemlig have været smittet. De personer, manden har ligget i lejr med på Roskilde Festival, er derfor i forebyggende behandling for sygdommen.

Sygdommen er dog langt fra specielt smitsom - på trods af navnet - og der skal en del til, før man er i risikozonen, forklarer Troels Thomsen.

»Det er sjældent, den smitter, men det kan ske ved nys, host eller kys - ikke mormor-kys, men kæreste-kys, som vi kalder det - men ikke ved eksempelvis at dele en ølbong eller drikke af de samme glas.«

Lejren, hvor den 19-årige dreng boede, er nu tom. På billedet ses det telt, som han boede i, ind til han blev hasteindlagt.
Lejren, hvor den 19-årige dreng boede, er nu tom. På billedet ses det telt, som han boede i, ind til han blev hasteindlagt. Foto: Nils Meilvang
Vis mere