Torsdag aften var hjemmebane-dag på årets Tinderbox, hvor først Kim Larsen og efterfølgende den odenseanske verdensstjerne MØ gav koncert foran et tændt og talstærkt publikum i Tusindårsskoven - førstnævnte dog med det bedste resultat.

Hvis man om nogle dage eller uger skal tænke tilbage på den koncert, som den odenseanske verdensstjerne MØ leverede på Tinderbox 2017, så vil rigtig mange af dem, der var til stede, nok mindes ét enkelt øjeblik, som det, der for alvor skilte sig ud:

Et teknisk problem.

Få strofer inde i et af MØs store hits 'Final Song' måtte den danske sangstjerne afbryde sangen, beklage mange gange og sammen med sit band haste sig fra scenen, mens hun undskyldte og beklagede noget mere.

Der var opstået en form for teknisk problem, som ikke kunne løses, mens MØ og band var på scenen. Og derfor forlod alle Blå Scene i nogle få minutter.

Problemet blev hurtigt løst, og MØ fik med hjemmebanen i ryggen vendt pausen til noget positivt, da publikum nærmest øjeblikkeligt begyndte at synge og klappe i takt af deres egen helt.

Det betød, at stemningen var høj, da 'Final Song' endelig kunne spilles færdig, mens et tilgivende og feststemt publikum dansede og skrålede med.

Men det er måske også meget sigende, at et teknisk problem kan ende med at stå tilbage som højdepunktet på en koncert, som langt fra var dårlig. Men den var desværre heller ikke så god, at minderne står i kø for at sparke sig frem foran dem, der blev leveret af eksempelvis Kim Larsen og Die Antwoord, som begge gav koncertbrag tidligere på torsdagen.

Koncerten var overordnet set en intim og intens omgang, hvor MØ på smuk vis - og som man efterhånden kender hende på en scene med den velkendte vridende slangedans - satte tempoet ned, hvilket resulterede i, at hun foran publikummet fremstod nærmest skrøbelig og en smule mærket af at stå på en scene i hjembyen - noget hun også selv bemærkede flere gange.

Men det betød samtidig, at de publikummer, der havde forventet en seriøs popfest, formentlig gik skuffede fra Blå Scene, mens dem, der besluttede sig for at gemme snakken med venner eller veninder til bagefter faktisk fik noget nær en intimkoncert med et af Danmarks største musiknavne - foran titusindvis af personer vel at mærke.

Flere gange var den spirende eufori, som under hele koncerten lå og ventede på at bryde ud i fuld flor, lige oppe over. Og under numre som 'Pilgrim', 'Kamikaze', 'Drum' og det afsluttende Major Lazer-verdenshit 'Lean On' brød den også ud i næsten lys lue.

Tilbage står dog, at koncerten formentlig vil blive husket for et teknisk uheld og måske ikke så meget andet.

MØ, torsdag 22. juni, Blå Scene Tinderbox, 4 ud af 6 stjerner.