Festival-feberen har for alvor ramt Danmark, og mellem de festglade gæster går modelbureauernes udsendte ’scouts’ og leder efter den næste store supermodel. Drømmer du om at få foden inden for modelbranchen, så få de gode råd fra Le Managements ’scout’ her.  

Modelbureauet Le Management har i år allerede været til stede ved både NorthSide og Heartland og forbereder sig nu på at sende et større hold af de såkaldte ’scouts’ af sted til Roskilde Festival, hvor de tidligere har haft succes med at finde unikke modelansigter som blandet andet Line Brems og Sabine Glud.

Selv om den typiske model er kendt for at være åleslank og med kilometerlange ben, er det ikke nødvendigvis kun det, som bureauerne leder efter på sommerens festivaler, fortæller Alexander Levy, der er scout for Le Management:

»Det er svært at komme med en konkret opskrift på, hvad vi leder efter, men generelt en god udstråling. Hos Le Management elsker vi mange forskellige typer, og vi har derfor afdelinger for både kurvede, modne og såkaldte streetcast-modeller, der ikke har det klassiske modellook, men alligevel har en helt unik udstråling. Vi elsker diversitet, og hos os er flyveører og fregner det mest vidunderlige, vi ved,« fortæller Alexander Levy.

Hvis man gerne vil have en fod inden for modelbranchen, så kan det derfor være en meget god idé at være synlig ved de kommende festivaler. For det er ikke kun i Danmark, at modeller har fået stor succes, efter de tilfældigvis er blevet opdaget. Supermodellen Kate Moss blev blandt andet opdaget i JFK-lufthavnen i New York som 14-årig, og Gisele Bündchen startede sin modelkarriere, da hun blev spottet på en McDonald's i São Paulo.

Modelbureauet 2PM på Roskilde Festival 2015 for at finde nye modeller.
Modelbureauet 2PM på Roskilde Festival 2015 for at finde nye modeller. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

Men blandt Roskilde Festivals mange både smukke og skønne gæster kan det måske være svært at gøre sig bemærket. Ifølge Alexander Levy er der dog nogle ting, man kan gøre, hvis man gerne vil sætte gang i sin modelkarriere på sommerens festivaler.

»Generelt er det nemmest for os at spotte modelpotentiale, hvis man sørger for at være rimeligt naturlig uden for meget makeup. Alt for løst tøj kan gøre det svært for os at se din bygning - og så er et rigtig godt tip at tage solbrillerne af, så vi kan se dine øjne. På Instagram kan man gøre sig bemærket ved at bruge vores hashtag #scoutmeLM,« fortæller scout Alexander Levy.

Hos Le Management har de fire ansatte, der er dedikeret til at spotte modeller på gaderne, i supermarkedet og især på festivalerne - også selv om det betyder, at potentielle modeller bliver fundet med en øl i hånden og snavs på kinden.

Hvorfor er det, at I hvert år sætter tid af til at søge efter nye modeller på danske festivaler?

»Det gør vi, fordi det er et oplagt sted at møde unge mennesker. Når det er sommer, og folk er ude, søger vi generelt mod de steder, hvor der er mange mennesker. Det ekstra gode ved festivaler er, at man også kan møde unge mennesker, som kommer fra små provinsbyer, vi ellers ikke kommer forbi,« forklarer Alexander Levy.

2PMs udsendte scouter modeller på Roskilde Festival. 2PM er et blandt mange modelbureauer, der satser stort på at finde nye modeller på festivalerne.
2PMs udsendte scouter modeller på Roskilde Festival. 2PM er et blandt mange modelbureauer, der satser stort på at finde nye modeller på festivalerne. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere