Jeg må tilstå, at jeg indtil kort før årets Tønder Festival mest forbandt amerikanske Marc Cohn med hans gennembrudshit ”Walking in Memphis” fra 1991 – en sang, som også er blevet fortolket af Cher.

Lidt hurtig research og gennemlytning af dele af bagkataloget viser dog, at han har udsendt i alt seks studiealbum, som dog langt fra har opnået samme succes som debuten.

Cohn er dog langtfra gået i glemmebogen på Tønder, hvor han har fået lov at betræde den største scene, og pladsen foran Open Air-scenen er pænt fyldt, da han går på tidligt lørdag aften sammen med en percussionist og en organist og sætter sig bag flygelet.

Cohn lægger ud med ”From the Station” fra sit andet album, ”The Rainy Season”. En rolig og eftertænksom sang som de fleste andre i sættet, med Cohns varme og let hæse stemme som en central del af lydbilledet. Lyden er ikke særlig høj, og Tønder-publikummet ellers højt besungne evne til at holde mund og lade musikken få ordet synes en smule udfordret.

Marc Cohn lader sig dog ikke mærke med noget og fortsætter med sit sæt, hvor slagtøjsspiller Joe Bonadios enkle, men effektive spil på blandt andet cajun og en afrikansk tromme sørger for kant og nuancer.

At han har spillet med et så stort navn som Sting, giver god mening, og også Glenn Patschas sumpede orgel giver farver på paletten.

”Don’t Talk to Her at Night”, hvor Cohn nu har skiftet til fint fingerspillet akustisk guitar, præsenteres med ordene: ”Denne sang stammer fra mit andet album.” Spredte klapsalver. ”Tusind tak for det, begge to,” fortsætter han selvironisk. ”Det er min yndlingsjoke”.

Trods sangenes alvor er Marc Cohn ikke en mand, der tager sig selv højtideligt. Heller ikke, da han præsenterer den næste sang, ”Perfect Love” fra sit debutalbum, som han sidste år turnerede med i USA, da det havde 25 års jubilæum:

”Min storebror burde faktisk have været på turné. Han har været gift med den samme kvinde i 50 år. Det kan jeg ikke konkurrere med, selv hvis man lægger mine to ægteskaber sammen og ganger med tre.”

”Perfect Love” er inspireret af samme brors ægteskab og er endnu en fin sang fra debutalbummet, som er fyldigt repræsenteret på sætlisten – man kan jo lige så godt lade sit guld yngle lidt. Vi får dog også nyere numre, eksempelvis den stærke hyldest til afdøde Levon Helm fra The Band, ”Listen to Levon” fra 2007.

Glenn Patscha træder i vokal forgrund i den smågroovy ”Silver Thunderbird” og gør det fint. Hittet ”Walking in Memphis” kommer to tredjedele inde i koncerten og vækker ikke overraskende stor begejstring.

Cohn fortæller, at sangen i mindre grad er en hyldest til Elvis og snarere en lovprisning af hans ungdoms muse Muriel, han mødte til gospelgudstjeneste i Memphis med Al Green og fik sat gang i hans sangskrivning. Tusind tak for det, Muriel.

Flere gedigne kompositioner følger, inden Cohn runder af med ”The Rainy Season”. Marc Cohns bittersøde udtryk minder lidt om James Taylors, om end Cohns stemme er mere rusten, selvom han er noget yngre end Taylor, men det har sin egen charme.

Til tider ligger vokalen lige det laveste i mikset i det generelt lave lydniveau, men ellers var det en glimrende optræden fra en mand, der kan meget mere end at vandre rundt i Memphis. Han må gerne vandre tilbage til Tønder ved lejlighed.