*****

(Fem stjerner)

Gamle, halte Larsen gjorde det umulige. Overgik sig selv, onsdag aften på SmukFest.

Det er den Kim Larsen koncert, jeg har været til - og det er trods alt blevet til snart 20 - der mest har lignet en 'greatest hit' Kim Larsen-koncert. Noget af en 'crowd pleaser'.

Med bl.a. en sjælden version af ’Hvad gør vi nu, lille du?’ i en betydelig mere afrundet, organisk version end den oprindelige. Og sgu også en af overtegnedes absolutte favoritter, ’Fru Sauterne’.

Bandet spillede kun fem Gasolin-numre (man savnede ikke flere), dels var der vel kun to-tre numre i det fem kvarter lange sæt, der ikke direkte lagde an til ekstatisk fællessang i et publikum, der spændte fra små piger med Mø-fletninger, tatoverede drenge til bedstefædre, der i solidaritet med sangeren havde iklædt sig sixpence.

'Hvor kender de smukke unge mennesker alle de sange fra?', spurgte jeg mig selv. Det må være symbiosen af god opdragelse, musikalske vægtæpper i ungdomsklubber og SFO’er, kulturarv - og så selvfølgelig, at Larsen altid har skrevet børnesange. Som hans første manager, Knud 'Mangepenge' Thorbjørsen en gang bemærkede.

Nu stod der ’Greatest hit-koncert’ og 'pleaser'. For nogen vil det have en negativ klang. Men hvad skal den 70-årige gammelpot gøre? Han har et bagkatalog, myten om sig selv og sit første band og deres betydning for Danmark og knallertkørende dansk ungdom i 70erne, sin persona - og blandingen af det hele - at leve op til. Og dét hver gang manden går på scenen.

Han sidder ned, spiller ikke vanvittig meget på sin guitar, men synger mærkeligt nok bedre end nogensinde.

Som skrevet her nogle gange efterhånden, gør trommeslager Jens Langhorn betydelig mere for Kjukkens groove og punch, end den tidligere trommeslager Jesper Rosenqvist.

Efter operationen, der har tvunget Larsen til at sætte sig ned, er det som om, tyngdepunktet på scenen er blevet bredere. Så at sige. Med Larsen selv på venstre fløj og Kjukkens musikalske mastermind Karsten Skovgaard på højre er der kommet mere bredde - og det gælder også musikalsk. Om Skovgaard spiller en følt slide på 'Pianoman', nøje afmålte soli i Gasolin-klassikere som' This is My Life' og nævnte 'Hvad gør vi nu, lille du?' eller svampet lead i 'Pilli Villi' - det underbygger fornemmelsen af et afrundet udtryk.

Savner man ikke Beckerlees vildskab? Jo, for for f. Men det skib er sejlet, og det er snart 40 år siden det lagde til kaj. En del af charmen er, at Kjukken ikke forsøger at reproducere noget, der aldrig vil kunne lyde som en gang.

Læg dertil, at bandets ny korsanger og guitarist Jørn Jeppesen er kommet til. Det er nok meget godt, Jeppesen ikke stiller op i 100 meter badutspring ved OL i Rio, men især hans rytmeguitar gør fyldest.

Det er jo direkte imponerende at se, hvordan Larsen og bandet, der efterhånden er støbt ind i de sange, får et så entusiastisk publikum til at knuselske ’Hvis din far giver dig lov’, ’Jutlandia’, ’De smukke unge mennesker’, evigt magiske 'Langebro' og 'Tarzan Mama Mia' og gør det til Danmarks smukkeste familiefest.

Jeg vaklede mellem at flyde ned ad mindernes glasskårsbelagte boulevarder, simpelthen bare synge og tappe med til musikken og tænke, ’kunne man da for h. bare bruge al den varme, samhørighed og fællesskabsfølelse til noget ’større’ og ’bedre’ end at stå dér i Rabaldersmatten. Vauumpakke den og sende den til folk, der har brug for det.  

Man kan kun elske det nationaltjald, den gamle gnavpot spiller.

Kim Larsen og Kjukken, Bøgescenerne, SmukFest, onsdag aften.