Katinka Bjerregaard er klassens nye utilpassede pige i dansk rock. Frem til nu er hun og hendes band blevet båret af ganske meget goodwill og fortjente roser til debutalbummet ’Vi er ikke kønne nok til at danse’ - som blandt andet har affødt et par radiohit. Blandt andet titelnummeret. På sin NorthSide–debut søndag aften fik Katinka demonstreret, at hypen er andet og mere end kejserindens nye klæder.
Katinka bliver ofte sammenlignet med Bisse. Det giver god mening. Der er ingen filtre i hverken den enes eller andens sangskrivning. Der ikke meget til fælles med Marie Key-æraens sofistikerede, kejtede ironi – og ikke et ondt ord om det.
Katinkas og Bisses ekspressive autencitet, udtrykt i begavede tekster, er et velkomment pust på den danske rockscene. Også på scenen er Katinka i den grad what you see is what you get.
Som performer og sangerinde, som rockdiva in spe.
Katinkas kantede lyrik er skrevet på følelser som had, vrede, (folkeskolelærere, som hun angiveligt havde lyst til at dræbe), savn, utilstrækkelighed, kærlighed, selvfølgelig, til kærester og veninder.
Det skulle vise sig her til aften, at Katinkas let chantende, kraftfulde sangstil kan minde om nogle af 70ernes kvindelige protestsangere. Katinka er på en måde også en slags protestsanger, hvis vrede og modstand er rettet mod det nære.
Som en stand-up komiker formår Katinka at formulere sit sinds mørke og skygger så det bliver genkendeligt for os andre. For hvem har ikke haft lyst til at gå i hi i januar. Eller hadet. Eller elsket for den sags skyld.
Live, som det lød på Red Stage, understreger Katinkas sårbarhed teksternes skrøbelighed.
Den udtryksfulde sangerinde har elegant medspil i keyboardspiller og korsangerinde Marie Hageltorn Christiansen, hvis lyse stemme supplerer Katinkas kraftfulde vokal.
Udover sangerinden og Christiansen på keyboard består bandet af Katinkas faste makker, guitarist og producer Simon Ask Ladekarl, hvis spil både favner støjende dissonans, klassiske twangy effekter og sammen med trommerne skaber Phil Spector-lyd i 'Luftballoner'. Det matcher kraften i Katinkas vokal.
Dertil kommer trommeslageren Tobias Pedersen og ikke mindst Katinkas egen ukuele i tre-fire numre.
Det lyder hårdt, aggressivt. Katinka hviler, eller måske nærmere accelererer tydeligvis intenst i det smerteligt brutale lydrum. Jeg kan savne de lyriske lufthuller i musikken, som den lyder på plade. Faktisk var det vel kun Sort Sol-coveret og nummeret om globetrotteren, der for alvor gav lidt melodisk kildren i ørene.
Men det er tydeligt, at Katinka brænder. Forhåbentlig holder den kunstneriske flamme sig i live længe endnu. Uden at lyset ender med at brænde i begge ender.
Katinka, NorthSide, Red Stage, søndag aften
