De største øjeblikke dukker som regel op, når man mindst venter det. Under indie-kongerne The Nationals afslutningskoncert på deres – til dels – egen Haven Festival på Refshaleøen indtraf et sådant.

Først en forklaring: The Nationals guitarist Aaron Dessler er gift med en dansk kvinde. Han er en af inititativtagerne til den nye festival på Refshaleøen i samarbejde med et koncertbureau, bryggeri og restaurantionskongen Claus Meyer. Formentlig derfor var den amerikanske gruppe placeret som sidste navn på hovedscenen Meadow. Mod slutningen i den mest fokuserede, frenetiske og varierede The National-koncert, jeg har oplevet ud af fire, inviterede han den islandske kunstner Ragnar Kjartansson på scenen.

Den sømandskasketklædte og meget levende islænding sang, med The National som backing, Kim Larsens ’De smukke unge mennesker’ så ikke et øje – eller sko i det regnvåde mudder - var tørt. Heller ikke selvom det unge hipsterpublikum foran scenen lod som om, de ikke kendte teksten. Det skulle da nødig hedde sig midt i al selviscenesættelsen, at man var folkelig.

The Nationals forsanger Matt Berninger stod fløjtende ved siden af, og i baggrunden lagde to blæsere James Last-lyd på.

Det mest hjertelige grin, der endnu har trængt sig på i denne anmelder i løbet af denne danske festivalsommer. Og i sin egen ret enormt rørende.

På samme tid et klimaks og antiklimaks efter en ny, meget smuk sang, som Dessler tilegnede sin afdøde svigermor Anna. En sang, der lyder som et nyt rockanthem med ’One’ (U2) eller ’Viva la Vida’ (Coldplay)-potentiale – den er med på et nyt album, der angiveligt udkommer i september.

Med besøg på scenen af Justin Vernon, aka Bon Iver, og danske Kwamie Liv på ’I Need My Girl’, leverede The National en medrivende og stort set fejlfri koncert.

På plade er de rimelig introverte – som det meste andet indierock – denne aften trådte gruppen i karakter som et rockband med fest øverst på dagsordenen. Med Berningers dybe croonervokal som et intenst centrum i det rum, der især opstår i samspillet mellem Aaron og Bryce Dessners guitarer.

En fornem afslutning på en nyfødt festival, der ellers var præget af visse fødselsveer i form af lange køer.

The National, Haven Festival, Meadow Festival, lørdag nat