****
(Fire stjerner)
I en times tid omskabte aarhusianske Liss en grå, småregnende fredag middag til en 10-11 timer mistimet midnatsfest. Det var godt, men den talentfulde funkgruppe halter melodisk.
Historien om gruppen, der hele to gange er blevet spillet af Pharrel Williams i dennes eget radioprogram, er fortalt flere gange. De har skrevet en eksklusiv pladekontrakt med XL Recordings, der også har Adele, Beck og Radiohead i stalden.
Vi taler altså en gruppe, der med rette stilles store forventninger til. Den form for hype, som det hedder på dansk, udvikler sig tit til en uoverstigelig udfordring. Hvordan i Maurice White's navn leve op til et pres, skabt på baggrund af nogle få numre?
Et meget godt sted at begynde er: hvordan fungerer det live? Og svaret er, at Liss har det i sig, de har The Funk. Det fremgik klart af fredagens koncert på Roskilde Festival.
Det ligger i forsanger Søren Holms højt pitchede indlevelse i sangene og sangen i sig selv. Også fysisk, som han nærmest hoppende bevæger sig rundt på scenen. Det ligger i det kantede, skæve anslag i gruppens tilsyneladende helt håndspillede neofunk med trippende dansabilitet. Som også fungerede her i denne middagsstund i numre som 'Try', 'Always' og 'Sorry'.
Det liger et sted mellem old school 70er swing, 80er-klang især fra keyboardet - vakte et par gange minder om Narada Michael Walden-lyden - og moderne, kølig elektronisk iscenesættelse.
Især et nyt nummer, hvis titel, jeg ikke fangede, lød lovende.
Det var en fin middagsfunktime, selvom Liss nok mest er musik til natten. Om de bliver store nok til Smatten - som i Orange Scene - vil vise sig.
For selvom der er masser af breaks, skift og anden variation i musikken, savner jeg over en time mere melodisk spændvidde som hos de gamle funkfædre.
Liss, Avalon, Roskilde Festival, fredag
