Pas på din festivalbillet, når du ankommer til Roskilde Festival. Den kan meget vel være hapset, inden du får dit armbånd på.

Roskilde Festival er for flere uheldige festivalgæster slut, før den overhovedet er begyndt.  Politiet har fået stribevis af anmeldelser om stjålne festivalbilletter, viser Midt- og Vestsjællands politiets døgnrapporter. 


Nogle har fået stjålet deres billet fra tasken eller jakkelommen på det korte stykke vej fra Roskilde Station til festivalpladsen.

Andre har sågar fået revet billetten ud af hånden. Og endnu flere, der ankom lørdag og fik et midlertidigt armbånd, har fået stjålet billetten fra teltarealet, før de nåede at få den byttet til det officielle stof-armbånd, der giver adgang til hele musikområdet fra torsdag.

Gummistøvler og mad for 100 kr.

Også tyveknægte kan blive overmandet af sulten. En festivalgæst har fået stjålet  
“mad for 100 kroner”, som der står nedskrevet i politirapporten. Ligeledes har politiet noteret tyveri af en brun, skotsternet trolley fyldt med "diverse madvarer".

Af andre kuriøse tyverier anmeldt af frustrerede festivalgæster, er et par gummistøvler af mærket Hunter og nøgler påtrykt billeder af Bart Simpson.

En uheldig badegæst fik stjålet sine Ray Ban-solbriller, mens han var ude at bade i søen. Og så er der risiko for, at en musikelsker får høreskader, når festivalen er forbi. Han har fået stjålet to styks professionelle musikørepropper.

Kræsne tyveknægte

Men ellers tegner der sig et generelt billede af yderst kræsne tyve, der går på rov til årets Roskilde Festival. Smartphones forsvinder i stor stil, men ikke hvilket som helst mærke.

- Der er primært tale om de nyeste modeller af iPhones, det vil sige iPhone 4. Ældre mobiler eller mærker er ikke nær så eftertragtede, siger kommunikationsmedarbejder, Lene Madsen, fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Ipads i teltene 

I år er der en helt ny, eftertragtet vare på festivalens campingområde. 

- Folk medbringer deres iPad og lægger dem i teltene. Her bliver de så stjålet, fortæller Lene Madsen.
Så kort og godt lyder rådet: Lad den dyre elektronik blive væk fra Roskilde Festival.

- Og hvis du insisterer på at tage din iPad med, så læg den i en af de mange opbevaringssteder på festivalen, lydet det fra Lene Madsen.

Gentagelse fra sidste år

Indtil videre har Midt og Vestsjællands politi fået 140 anmeldelser om tyveri fra campingpladsen. Sidste år på samme tidspunkt lå tallet på 168.
Men det behøver ifølge politiet ikke betyde et lille fald i forhold til sidste år.

- Tallene er meget ens, og det kan mere være et spørgsmål om tid, før folk får det anmeldt, forklarer Lene Madsen.

Fakta:
Tyverier fra campingpladsen: 140 anmeldelser i år mod 168 i 2011.
Euforiserende stoffer: Politiet har skrevet 179 sager i år mod 181 i
2011. Hovedsaligt er der tale om beslaglæggelse af hash og lignende.
Vold: Der er ingen anmeldelser i 2012.