Heavy metal-freaken eller indie-typen – de er der allesammen, når du træder ind på de grønne plæner under sommerens festivaler

HEAVY METAL-FREAKEN

Genkendelig på: En meget højt funktionspromille.

Påklædning: Læderjakke, t-shirt med bandlogos (bonus hvis logoet ser ud, som om det er skrevet med størknet blod) og jeans (og en meget høj funktionspromille).

Favoritstimulans: hvad som helst – bare der er nok af det!

Yndlingsmusik: Heavy Metal – bare det er højt nok… og bare der er nok af det!

Sig endelig til en Heavy Metal freak: 'Skål og så skru’ dog op for helvede!'

Sig aldrig til en Heavy Metal freak: 'Hva’ så? Skulle vi to ikke snuppe en breezer og gå over og høre Nik & Jay?'

INDIE-TYPEN

Genkendelig på: Aspargesbleg teint. Kort sort hår med sideskilning og pandehår, som konsekvent dækker højre øje.

Påklædning: Stumpet forvasket T-shirt i jordfarver (den spaghetti, som dingler ud af samme ærmer, er den pågældendes arme) og bukser, som forgæves forsøger at blive hængende på indie-typens tepose-baller.

Favoritstimulans: kaffe, hash og piller.

Yndlingsmusik: Smiths/ Morrissey og alle de bands på programmet, alle andre aldrig har hørt om.

Sig endelig til en indie-type: 'Skal vi analysere vores livslede sammen?'

Sig aldrig til en indie-type: 'Smil!'

PUNKEREN

Genkendelig på: husblas i hanekammen og flere søm i sylten end Pinhead fra 'Hellraiser'-filmene.

Påklædning: flossede jeans/ strømpebukser, Doc. Martens støvler og læderjakke – sidstnævnte med slogans som 'No Future' og 'ACAB' ('all cops are bastards', red.) påskrevet med noget, der ligner størknet yoghurt.

Favoritstimulans: papvin, pot og pullimut.

Yndlingsmusik: Discharge, Crass, UK Subs.

Sig endelig til en punker: 'Skal vi to ikke gå ud og sælge flasker sammen?'

Sig aldrig til en punker: 'Hva’ så din hængerøv – var det ikke bare for fedt, de ryddede ungdomshuset?'

VETERANEN / DEN OVERVINTREDE HIPPIE

Genkendelig på: Festivalarmbånd på højre arm, som i lige linje daterer sig cirka fra bronzealderen og frem til i dag.

Påklædning: Slidt armyjakke, ecco-sandaler og fløjlsbukser, man stoppede med at fabrikere vaskemaskiner med programmer til i 1971.

Favoritstimulans: Hash og guldbajere.

Yndlingsmusik: Hul i det, bare guitarsoloerne varer over et kvarter.

Sig endelig til en veteran/overvintret hippie: 'Fedt, mand!'

Sig aldrig til en veteran/ overvintret hippie: 'Nå, det var sgu da godt, de langt om længe fik lukket Pusher Street.'