____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Roskilde 2013 bliver stærk kost for hardrock og metal-fans, men ellers glimrer festivalen med et middelmådigt program og værst af alt - et usikkert greb blandt varerne på den mellemste hylde, mener Berlingskes musikredaktør Lars Rix

Justin Timberlake. Frank Ocean. David Bowie. Daft Punk.

Rygterne har svirret lystigt rundt i den sociale mediemalstrøm gennem den seneste tid. Det ene store navn efter det andet har været nævnt som potentielle hovednavne på Orange Scene på dette års Roskilde Festival. Roskilde 2012 gav os Bruce Springsteen, og da Glastonbury sidst i marts i år offentliggjorde The Rolling Stones som deres hovednavn, satte det for alvor gang i Dyrskuepladsens-rygtebørs. Come on - Roskilde ejer jo Jagger & co.'s gamle canopyscene, så hvorfor ikke? Det kan da ikke passe, at det er Rihanna, der skal stå øverst på plakaten i år?

Jo det er det faktisk. Da Roskilde Festivalens opgejlede "release" af de sidste navne på årets program blev offentliggjort via livestreaming på deres hjemmeside torsdag aften så var det uden ét eneste hovednavn ud over dem, der allerede var blevet offentliggjort. Rihanna side om side med Kraftwerk, The National, Queen Of The Stone Age, Sigur Rós, Slipknot og Volbeat.

Med al respekt klinger det ikke helt på samme måde som rygterne Timberlake, Ocean eller Bowie. Og slet ikke The Rolling Stones.

Ikke fordi jeg begræder manglen på et hovednavn i megaklassen. Jeg har tidligere plæderet for, at Roskilde fuldstændig skulle droppe stadionrock-tankegangen og koncentrere sig mere om laget under, og det mener jeg sådan set stadig, men jeg tror desværre ikke, at alle andre har samme tankegang og jeg tvivler stærkt på, at festivalen kommer til at melde udsolgt i år. For ja, der bliver da spas at hoppe lidt frem og tilbage til Rihanna og tage 3D-brillen på til Kraftwerk, men festivalpublikummet er med rette forvænt med mere.

Det værste er næsten, at man fornemmer et usikkert greb på den mellemste hylde. Med navne som The Sword, Turbonegro, Black Rebel Motorcycle Club og Airbourne er den gode del af hardrock og metal-scenen bedre repræsenteret end set længe på de kanter og rap-scenen med Kendrick Lamar, Angel Haze, Mykki Blanco og Action Bronson er også ok med, men hvor savner man dog bare helt generelt nogle flere navne i den kaliber inden for de andre genrer. Miguel er da helt ok, James Blake bliver en oplevelse og det samme gælder The National, Matthew E. White og Of Monsters and Men, men ellers må man helt over i skuffen med verdensmusik for at finde noget, der kan få pulsen en smule op.

Og den skuffe kender vi. Der er vi ovre hvert eneste år. Nu indeholder den bare lidt bluegrass af Frank Fairfield, bossanova med Marcus Valle og dancehall med Tego Calderon. Glimrende, men ikke nok til at holde niveau, hvis man ønsker at være en af Europas største og bedste festivaler. Og det vil Roskilde Festival vel stadigvæk - eller hvad?