Du står til en koncert på Roskilde Festival, en havnefest i Esbjerg, under bøgen i Skanderborg eller til Wonderfestiwall på Bornholm. Og så råber musikeren på scenen navnet på det sted, du befinder dig. Og hvad sker der? Publikum går amok. Stednavnsamok.

'ROSKILDEEEEE', 'SKANDERBOOOOORG', 'NIBEEEEE', 'VEGAAAA', 'TRAIIIIIIIN'.

Vi kender det allesammen, os der går til koncert i ny og næ. Der er ikke noget bedre, end når musikeren på scenen kan navnet på det sted, hvor koncerten foregår. Om det så er byen, spillestedet eller landet - hvis vi taler om et internationalt navn, der er på besøg.

Vi jubler og skråler, og koncerten bliver lige den smule bedre.

Men hvorfor er det, at koncertgængere bare er helt pjattede med, at musikeren på scenen kan navnet på det sted, vi er?

Det har BT spurgt professor i musikterapi ved Aalborg Universitet Lars Ole Bonde om. Og her er hans svar på, hvorfor vi går stednavnsamok til koncerter.

En stor familie

»Det er en del af den almindelige rus, når man er til en fest. En fælles reference, som publikum kan samle sig om,« siger Lars Ole Bonde.

Alene under årets Roskilde Festival har publikum oplevet dusinvis af eksempler på internationale navne, som råber 'Roskildeeee', med en stor respons til følge. Torsdag var Macklemore, House of Pain og Jack Black fra Tenacious D blandt de store navne, som benyttede sig af stednavnsfinten.

Og det er ifølge Lars Ole Bonde en god idé, for det bidrager til den gode stemning.

»Stednavnet giver noget at samle sig om for publikum. For eksempel på Roskilde Festival kommer folk mange steder fra. Og så giver stednavnet en ting, man er fælles om. Så man bliver som en stor familie,« forklarer han.

Nu har du forklaringen på, hvorfor du jubler, når du hører navnet, på det sted du er. Så kan du tænke over det, næste gang du står til en koncert og går stednavnsamok.