Svenske Meshuggah skulle have givet en lektion udi sviende præcise metalliske maskingeværssalver, men dét blev ødelagt af for lav lyd og dårlig intern kemi.

MESHUGGAH, Arena

Meget kan man sige om de eksperimenterende ekstremmetallere i Meshuggah, men spille, det kan de.

Omdrejningspunkt og trommeslager Tomas Haake er i en liga for sig med sin slet og ret maskinelle præcision, som giver resten af musikerne deres at leve op til, hvilket de heldigvis gør – også i livesammenhæng, og optrædenen på Roskildes Arena-scene burde ikke blive en undtagelse.

Men det blev den alligevel. I hvert fald endte den timelange koncert endte som en ørkenvandring i selskab med en metalmaskine, der syntes fyldt med grus. Om det var rejsen fra nordsvenske Umeå, der havde lagt en dæmper på kvintettens interne energi, skal være usagt – noget var i hvert fald galt – og den utroligt lave lyd hjalp ikke just med at få de tunge toner transporteret udover scenekanten.

Meshuggahs polyrytmiske og nærmest matematiske metal druknede i det lave og mudrede lydbillede på Arena-scenen, der i øvrigt virkede som en alt for stor mundfuld for de gæve svenskere. Læg hertil nogle nærmest ubærligt lange pauser mellem sangene, hvor frontmand Jens Kidman forsvandt fra scenen antydende, at det var ham, der havde en dårlig dag.

En underlig sammensat sætliste, der talte alt for mange af de sløvere og langsommere sager, hjalp heller ikke på alsidigheden – faktisk var et af de eneste lyspunkter, at det alligevel energiske publikum ikke gav op, og selv forsøgte at sætte gang i sagerne under ’Bleed’.

Mod slut skete der pludselig noget først med ’Rational Gaze’ og siden ’Straws Pulled at Random’, men da var det for sent for Meshuggah at rette op på årets hidtil mest skuffende Roskilde-koncert.