'Don't forget you could be laughing 65 percent more of the time', synger John Grant på 'GMF'.
Man kan sige, at dagens NorthSide-koncert med 10ernes største indie singer-songwriter bragte smilet frem cirka 65 pct. af tiden.
Efter gennembruddet for fem år siden med 'Queen of Denmark' udsendte han for to år siden det delvis elektroniske album 'Pale Green Ghosts'. Nødvendigt for ham som kunstner, men ikke i overtegnedes verden.
To elektroniske numre, herunder titelnummeret, med hver sit opdaterede Depeche Mode-agtige beat virkede da også totalt malplacerede, da den 47-årige Grant og hans fem mand store band stod på Blue Stage.
Efter en begyndelse med 'Marz' og det smukke, smukke 'Where Dreams Come To Die' fra 'Queen of Denmark', som også live rummer den dybt personlige tone, der opstår, hvor Grants behagelige dybe croonerstemme møder tydelig musikalsk inspiration i pianobaserede 70er singersong-writere, Björks soundscape-baserede sangskriving og så disse nærmest private, sørgmuntre sange . Hvor eksistentielle kriser går hånd i hånd med nærmest barnlig optimisme.
Enhver der kan skrive linjer som disse har min sympati:
»Half of the time I think I'm in some movie/I play the underdog of course/ I wonder who they'll get to play me/ Maybe they could dig up Richard Burton's corpse«.
Grant har som f.eks. også Father John Misty bragt indierocken til et nyt niveau, eller måske nærmere bragt det gode gamle melodiøse pianobaserede omkvæd ind i en ny tidsalder - og hvor intet er for privat som inspiration til et par tvistede rim i en popsang. Alle, der er stødt på John Grant, ved, at han er bøsse, HIV-ramt, aktiv i kampen for homo-ægteskaber i hjemlandet USA - at han har sine mørke dæmoner. Hvorfor han da også benyttede lejligheden til at takke Danmark for at være foregangsland. Som Antony Hegarty gjorde i går.
Efter 'Where Dreams Come To Die' kom bl.a. 'Sigourney Weaver', og efter 'Pale Green Ghosts'-numrene selvfølgelig titelnummeret fra 'Queen of Denmark'. Og bl.a. 'GMF', som blev tilegnet publikum. The greatest motherfuckers. Så har vi papir på det.
Med hele tre keyboardspillere (den ene mest som elektronisk styrmand ved en arbejdsstation) lyder Grant live langt hen ad vejen som på den første plade, i hvert fald instrumentalt - omend mere råt. Naturligt nok - hvis ikke, ville det ikke være live.
Men det er først og fremmest Grants helt særegne stemme og så disse vidunderlige melodier, der bærer. Grant har en faible for kompositioner med lange outros, båret af simple keyboardakkorder, som en Elton John og Carole King eller Coldplay og Alicia Keys. Et sted lød det næsten som vintage Pink Floyd og George Harrisons 'All Things Must Pass' med maleriske elektroniske lydflader på toppen.
Grant virkede veloplagt og taknemmelig, da han forlod scenen. Det samme med publikum.
Og jeg blev bekræftet i, at Grants intime univers tåler smat og vintervind på en sommerdag.
John Grant, Blue Stage, NorthSide Festival, søndag eftermiddag
