Med en fantastisk afslutning tog Gorillaz Roskilde med storm
Gorillaz, Orange ScenePrimaterne fra Gorillaz slog sig på brystet, så det kunne høres i selv de fjerneste egne af Roskildes festival-jungle, da de torsdag aften smækkede stemningen hen, hvor den hører til, efter danske When Saints Go Machine skuffede ved åbningskoncerten på Orange Scene. Særligt en fanden-i-voldsk finale tjente til abefestens gode.
Koncerten, der varede godt halvanden time, var i højere grad en teatralsk musical end en konservativ rockkoncert. Strygere, blæsere, hatteklædte kordamer og gæsteartister som Bobby Womack, Kano, Bashy og noget så eksotisk som The National Orchestra for Arabic Music gav os glasuren.
Imens var Damon Albarn - tidligere forsanger i Blur - vært ved abegildet på Danmarks mest eftertragtede skueplads for bands fra ind- og udland.
Forretten var en grundig havnerundfart i de rolige, men bastante hiphop-hængere fra Gorillaz' seneste album 'Plastic Beach'. Den inkluderede radiohits som 'Welcome to the World of the Plastic Beach', 'Stylo', som bød på en soulet magtdemonstration af den 66-årige Bobby Womack, samt 'On Melancholly Hill'.
En perle af et hip-pop-hit, som både sendte en svajende fra-side-til-side-bølge hele vejen ned gennem Orange Scenes enorme område - der til lejligheden var ekstraordinært proppet - samt illustrerede Damon Albarns støvede, snørklede stemmepragt.
Desværre for Gorillaz og det imponerende antal gæstekunstnere blev midten af koncerten en noget rodet affære, da bl.a. den spinkle, svensk-japanske Little Dragons duet med Damon Albarn druknede i dårlig lyd, druk og dødvande hos publikum.
Heldigvis tog aberne sig sammen, inden de med tre fænomenalt komponerede ekstranumre (igen med Bobby Womack som support) blæste festivalpladsen omkuld.
2005-hittet 'Feel Good Inc.' og debuthittet fra 2001 'Clint Eastwood' sendte chokbølger gennem et hiphop-ekstatisk publikum, der undervejs med tændte lighthere fik sendt Albarn på knæ med et bedende 'tak'.
Bedst af alt var dog et 10 minutter prægtigt, ekektronisk og instrumentalt intermezzo, der fængslede selv de trætteste og mest skeptiske festivaldeltagere i en dans, alle håbede fortsatte lidt endnu. Bare lidt endnu.
Og selvom Gorillaz aldrig voksede til King Kong-størrelse, var det i sandhed en flugt fra tegneserie-rockens bur.
