Det er en institution inden for dansk pop og rock, der lukker Smukfest søndag aften. Gnags har været på banen i intet mindre end 51 (!) år, og selvom det kun er Peter A.G., der har været med siden begyndelsen, og resten bortset fra guitarist Per Chr. Frost (med fra 1973-1996 og igen fra 2015) kun har spillet med i to år, så er det alligevel musikhistorie, vi er vidne til i aften. Gnags har da også gjort noget ekstra ud af sættet og medbragt en række hemmelige gæster.

Søndag er store hjemrejsedag på Smukfest, men en ganske stor forsamling er alligevel blevet foran Bøgescenerne klokken 21.30. Den enorme storskærm på scenen oplyser, at vi skal overvære Gnags’ ”Dansaurus Rextra Tour”, sidste års 50 års jubilæumsturné, der er forlænget i år, hvor bandet tilmed har udsendt deres første album i ni år, det fine ”Nørd”, orkestrets 22. studiealbum.

Over skærmen hænger gruppens nye logo, et dinosaurhoved med en gigantisk joint i flaben. Gnags består i dag af otte musikere, og instrumenteringen er sang, guitar, bas, trommer, slagtøj, kor, keyboard og saxofon. Peter A.G. står i silhuet og dirrer som en væddeløbshest i en startboks, inden gruppen lægger ud med glansnummeret ”Den dejligste morgen”.

Bandet spiller fremragende, ikke mindst Per Chr. Frost, hvis småbluesede spil ligger centralt i lydbilledet, men det kan ikke skjules, at den ellers stadig kernesundt og forholdsvis ungdommeligt udseende Peter A.G. stemmemæssigt er blevet noget tynd i toppen.

Nu har skønsang aldrig været hans kernekompetence i Gnags, men især i begyndelsen af koncerten anlægger han en talesyngende stil, som synes at skulle kompensere for et begrænset vokalt vingefang. Nogle gange lyder det næsten, som om han hikker, når han synger. Måske er der blevet røget en stråhat for meget gennem årene, eller måske danser han bare for meget, når han synger – for det gør han med en imponerende energi koncerten igennem.

Stemmemæssige udfordringer er faktisk også, om end i mere begrænset omfang, tilfældet for aftenens første gæst, Thomas Helmig, der diskret sniger sig ind på scenen under sættets anden sang:

Den tekstmæssigt stadig højaktuelle ”Danmark” om det land, der aldrig er set ”så selvisk og ensom nogensinde før”. Kongen af Aarhus vækker vild jubel i bøgeskoven tæt på hjemmebanen, og Wig Wam Tour-konkursen i 2002 og Peter A.G.s efterfølgende hårde angreb på den efter eget udsagn (da alt tegnede lyst) medansvarlige Helmig er for længst glemt. Og publikum synger med af fulde hals, mens storskærmen viser flotte animationer af blandt andet byskilte.

Helmig forlader scenen, men kommer senere tilbage til ”Lav sol over Aarhus”. Næste gæst er det tidligere bandmedlem Henning Stærk, som A.G. efter eget udsagn har kendt siden 1967. 'Den i dag 68-årige sanger og musiker fra Holstebro spiller en fed bluesmundharpe på "Under bøgen" men synger ikke og sidder ned under hele sin optræden.

Måske har han modsat A.G. problemer med bentøjet? Lis Sørensen kommer og giver en stærk vokalpræstation på ”Kærester”. Det tager kun fem minutter, og hun kunne godt have blevet lidt længere.

Et par numre senere får vi aftenens yngste gæstesolist, Mads Langer, der lige har spillet sin egen Smukfest-koncert og giver en intens og indfølt udgave af den afdæmpede ”Jeg elsker dig”, mens storskærmen viser en smuk stjernehimmel. Et absolut højdepunkt under koncerten. ”Jeg håber, jeg kan blive ligesom Gnags,” siger Langer, og man forstår ham.

Jacob Riis-Olsen, guitarist fra 1967-2003, er sidste gæstesolist på en intens ”Burhøns”, og senere er ”Når jeg bliver gammel” endnu et højdepunkt – for nu er Peter A.G., om ikke gammel, så i hvert fald på vej derhen, og det er han blevet med stil.

”Fuldmånen lyser” slutter halvanden times stærk koncert fra et band og en sanger, man ikke kan have andet end respekt for. De har skrevet så mange stærke sange, hvoraf vi kun når en brøkdel i aften, og været med til at sætte så mange aktuelle emner under debat, ikke mindst selvtilstrækkelighed i stort og småt, som en anden mangfoldighedskonsulent.

Så må man leve med, at Peter A.G.s stemme er blevet lidt slidt med årene. Heldigvis lader det ikke til, at Gnags er færdige endnu, og jeg vil med glæde tage del i deres 60 års jubilæumsturné om ni år.

Gnags, Smukfest, Bøgescenerne, Søndag aften

Sætliste:

Den dejligste morgen

Danmark (med Thomas Helmig)

Fodgænger

Slingrer ned ad Vestergade

Lav sol over Aarhus (med Thomas Helmig)

Dansende blå linealer

Under bøgen (med Henning Stærk)

Pjækkedag

Kærester (med Lis Sørensen)

Rockband på landevejen

Og så skinner vi så sølle af det

Jeg elsker dig (med Mads Langer)

Vilde kaniner

Burhøns (med Jacob Riis-Olsen)

Mr. Swing King

Ekstra:

Når jeg bliver gammel

Rytmehans

Fuldmånen lyser