Efter fire dage med musik på dyrskuepladsen, syd for Roskilde, gør BT’s musikredaktør her status.
Gå aldrig tilbage til en fuser: Ihukommende skandalekoncerten i 2007 var mange skeptiske, da det kom frem, at californiske Red Hot Chili Peppers skulle være hovednavn i år. De fleste fik bekræftet deres værste anelser. Anmelderne skrev næsten samstemmende om et band, der tilsyneladende har mistet al gejst.
Måske kunne de ikke, måske gad de ikke. Med klassisk Roskilde Festival-arrogance udtalte musikchef Anders Wahren torsdag, at RHCP havde været en stor succes. Læren er: test lige de tvivlsomme af, inden i booker dem, Roskilde. Og hvis det, som i dette tilfælde, åbenbart ikke er muligt, så lad være.
Den anden lære er, som Johan Cruyff en gang sagde: ydmyghed klæder tabere.
Believe the hype: Jeg oplevede personligt tre fejlplacerede koncerter med såkaldt hypede danske navne. Alex Vargas, der trak mange tusinder gæster til en scene, hvor der angiveligt var plads til omkring en sjettedel. Choir of Young Believers, hvor løseligt det dobbelte af Avalon scenens kapacitet opsøgte scenen. Og Liss, hvor der mest bare var så stort pres indenfor i teltet, at nogle blev syge.
Med sammensætningen af Roskilde Festivalens publikum - en stor portion urban ungdom - skal man ikke undervurdere kombinationen af national stolthed og visninger på youtube, delinger og likes i de sociale medier. Konsekvensen af det store pres er, at de færreste får en ordentlig koncertoplevelse. Måske en idé med et telt med kapacitet mellem Avalon og Arena.
Stort er det nye, gamle Orange: Det samme gjorde sig gældende ved P.J. Harveys koncert torsdag og, har jeg hørt, under New Order lørdag aften. Begge topnavne på festivalplakaten. Hvorfor optråder de ikke på Orange Scene?
Ja, med Harveys set up og musikalske intimitet egner hun sig rigtig godt til Arena-teltet, men i bund og grund er det dårlig købmandskab at tilbyde en vare, som viser sig at være utilgængelig for et stort antal kunder.
Det bør være indlysende, især da på en festival, der bryster sig af sin etik og sociale engagement og i øvrigt mere end nogen anden dansk festival lever på stammekultens stærke følelser.
Hovednavnene hører til på den ikoniske orange scene. Hvilket så forskellige navne som f.eks. Neil Young og Mø beviste.
Godt klædt på: Festivalledelsen i samarbejde med politiet viste sig at være godt gearede, da en ulykkelig tragedie indtraf natten til lørdag. En unge kvinde mistede bevidstheden i sit telt og døde efterfølgende på hospitalet.
Et kriseberedskab blev straks iværksat. Der blev tilbudt hjælp til vennerne, og der blev konsekvent spærret af til den unge kvindes teltlejr, så vennerne kunne få fred. Desuden bliver konklusionerne vedrørende ligsyn, ifølge politiet, først bliver offentligt tilgængelige mandag, hvor alle har forladt festivalpladsen.
Som mediemand kan man gøre sine tanker i den sammenhæng, men som borger og far, der samtidig kan huske Pearl Jam-katastrofen, er det endda meget positivt at se. Stor cadeau til Roskilde og politiet.
Skæg for sig og snot for sig: I de sociale medier, blogunivers med meget mere kan alle lufte en offentlig mening. Det er demokrati at large. Men kan vi ikke en gang for alle blive enige om, at Roskilde Festivalens ledelse ikke kan lægges til last for. hvordan de 130.000 gæster opfører sig, mens de opholder sig på pladsen?
Den dionysiske druk- og stofkultur er ikke skabt af hverken Roskilde Festival eller politi. Det er et historisk, kulturelt og samfundsmæssigt fænomen, problem om man vil. Når en dansker vil have sig en bajer, så tager han sig sgu' en bajer. Eller hvidvin, hvis man er statsminister. I sidste ende er det et forældreansvar.
Social bevidsthed: Roskilde Festival åbnede Orange Scene med et politisk statment i form af The Syrian Orchestra med gæster. En understregning af årets temaer, bl.a. 'åbne grænser'.
Om det har medvirket til at øge den sociale bevidsthed hos deltagerne, kan selvfølgelig ikke aflæses. Til gengæld ved vi, at den igen i år forsvandt, da musikken stoppede.
Igen har mange deltagere ladet deres affald og telte ligge at flyde i teltområdet. Rent ud sagt noget svineri og en kvalmende forkælet hån mod de flygtninge, der vinteren igennem har måtte sove i teltlejre rundt omkring i verden.
Taleforbud: Gør som ved en fest, jeg for nylig deltog i: indfør taleforbud når musikken spiller. Ufatteligt så mange, der er mere optagede af at overdøve musikken ved at knævre, plapre og råbe foran scenerne, end af at lytte.
Det er disrespekt overfor musik, musikere og andre festivaldeltagere. Jeg må indrømme, at da jeg lagde mig til at sove efter Neil Young-koncerten forleden, legede jeg med tanken om at opfinde en form for påbudt mundkurv til alle deltagere, der giver stød, hvis man taler indenfor en radius af musikscenerne.
