*****

(Fem stjerner)

Sheriffen af det gyldne gribebrædt lukkede Roskilde Festival indenfor i sit allerhelligste og gav en gåsehudsfremkaldende tre timer lang lektion i rock'n'roll americana og et økologisk los i røven til Smatten. Nogen burde til gengæld give Roskildes publikum en helt simpel lektion: Hold, kæft når de voksne støjer.

På det seneste er Neil Young begyndt at beskæftige sig med bæredygtighed og den behandling, vi giver Moder Jord. Sammen med bandet, der var med på scenen i aften, Promise of the Real, har han udgivet albummet 'Earth'. Derfor var der stillet blomster op på den orange scene, inden den gamle skotskternede rockrebel daskede ind på scenen for at sætte sig ved det opretstående klaver.

Dermed inviterede manden, der alene i sin fysiske fremtoning med hat og mundharpe og 'Earth' T-shirt symboliserer 50 års rockhistorie, et jordslået roskildepublikum indenfor til en særdeles levende jordefærd.

Han lagde ud alene med 'After the Gold Rush', og derefter 'Heart of Gold' og 'The Needle and the Damage Done' på en akustisk guitar, der så ud til at have overlevet siden de første prøvesessions med Buffalo Springfield. Det var en invitation indenfor i det allerhelligste, som desværre kun delvis blev grebet af Roskilde.

Det er skrevet før, og vil blive det igen; ufatteligt, den disrespekt det danske festivalpublikum i stigende grad viser musik, kunstnere og andre festivaldeltagere med den konstante knevren, råben og vrøvlen løs. Selv når Neil Young - for femte gang - lægger vejen forbi Roskilde.

Det blev lidt bedre, da det fem mand store band kom på scenen og lagde backing til bl.a. 'Human Highway' i et rustikt lydbillede tæt på Youngs oprindelig musikalske udgangspunkt i hel- og halvakustisk country/westcoast.

Allerede dér trængte den sig på, den orange - eller måske nærmere jordfarvede - følelse. Det er dér, hvor det står klart: det er derfor, du står lige hér, selvom du livstilsstatistisk set (hvis der er noget, der hedder sådan) burde studere kataloget med Kulturrejser til Firenze.

Neil Young skal bare åbne munden, og man gennemlever i et splitsekund et road trip - down the timeless gorge of changes - gennem en kunstners værk, som, selvom han har konstant har afsøgt nye musikalske yderpoler, altid har været båret af total integritet. I øvrigt synger han stadig udmærket af en 70-årig at være.

Først trekvarters tid inde i koncerten blev der for alvor skruet op, og aftenens absolutte point of no return var da onkel Neil greb sin elektriske guitar i 'Alabama'.

Fra da af var vi vidne til en opadstigende kurve, hvor først og fremmest Young selv dyngede sit seksstrengede nådestøv udover Smatten. Ingen spiller med en så fortættet, syngende og malerisk melodiøsitet som ham. Utroligt at man kan stå efter en kvarter lang improviseret rejse gennem 'Love to Burn' uden at føle bare antydning af distraktion.

Mr. Young har været her før, med Booker T. and the MG's, Pearl Jam og gode, gamle Crazy Horse. Det giver ingen mening at sammenligne, alene på grund af de mange improvisationer - men det ville aldrig være blevet denne ubeskrivelige autentiske rock'n'roll-oplevelse uden Promise of the Real.

Et 100 pct. loyalt band uden i et eneste taktslag at være anonyme eller følgagtige, tværtimod de to brødrene Nelson (sønner af Willie Nelson) spillede medlevende, meddigtende, når Neil ikke lod sin guitargalde flyde, og stod i øvrigt glasklare i et stadig højere og mere rent lydbillede.

Trommeslageren med en cool, tilbagelænet, præcis timing og en bassist, der spillede med temperament, som ejede han matrikelnummeret  til Youngs klassikere; 'Powderfinger', 'Western Hero', 'Vampire Blues', 'Country Home'.

For at ende en i sønderrivende 'Rockin' in the Free World' i et vildt festivalmoment som overskriften på alt det, rockmusik handler om.

I begyndelsen af koncerten var der en del småsnak mellem Young og især den ene Nelson-bror. Om det skyldes regnvand på scenen, eller at de fornemmede det ukoncentrerede publikum, ved kun de.

Jeg gætter på det sidste. For efterfølgende gjorde Neil det, han gør bedst; smadrede Smatten.

Alt, hvad der foregik på scenen under den tre timer lange koncert skriger på seks stjerner. Jeg kan kun give fem. Det er publikums skyld. Ikke Neils.

Neil Young + Promise of the Real, Orange Scene, fredag aften