Lad mig begynde med at sige, hvis man havde tømmermænd, var fuld eller var i gang med at blive det, så er der en god chance for, at du vil være uenig med mig i den følgende anmeldelse. For I Got You On Tape-koncerten på Arena fredag aften var en rigtig lækker en af slagsen. Rigtig nydelse.
Det var desværre ikke et helt fyldt Arena, som gruppen kunne mønstre tidlig fredag aften. Men dem som var til stede fik en flot og indlevende koncert.
Det hele begyndte med at gruppen kom nærmest slentrende ind på scenen - travlt havde de i hvert fald ikke - og gjorde sig klar ved deres instrumenter, som de alle sammen dækkede sig bag under stort set hele koncerten.
Råt og dybfølt
Gruppen har flere pæne hits, og dem skulle man ikke vente længe på under fredagens koncert, for allerede andet og tredje nummer var beviser på dette. Nærmere bestemt 'Church of the Real' og 'Run from the Rain' begge fra gruppens seneste og fjerde album 'Chruch of the Real', som udkom i 2011.
Det er rigtig lækker musik, som har et melankolsk præg over sig, og samtidig en dyb klang, som gennemtrænger alt i nærheden. Råt og rustikt.
Og det er en rigtig god ting, at musikken er så dybfølt. For under koncerten med I Got You On Tape var det de fortryllende strofer, der skulle holde folk i gang, og ikke sceneshowet. Der nærmest ikke var eksisterende og begrænsede sig mere eller mindre til hvilken farve lys, som bliver kastet fra scenen og ud mod publikum. Ret kedeligt i virkeligheden.
Knækbrød og smørreost
Men hvis man kan leve med det, og bare nyde musikken, så går det nok. For den skaber en intens tilstedeværelse hos bandet, som flyder ud gennem såvel den meget brugte synthesizer og forsanger Jacob Bellens yderst karakteristiske stemme, som jeg har tænkt og tænkt for at finde en beskrivelse for.
Det jeg er kommet frem til, er, og nu undskylder jeg på forhånd, hvis det her lyder helt vildt mærkeligt, at Jacob Bellens stemme bedst kan beskrives som et stykke groft knækbrød med en ordentlig mængde blød smørreost ovenpå. Groft, men uden man kommer til skade, når man tager en bid.
Men tilbage til koncerten. Som stille og roligt over de i alt 14 numre udviklede sig i et fint tempo. En af de få anker, ud over den manglende bevægelse på scenen, som denne anmelder har, er, at de måske skulle have været på en anden scene.
Bedre på Orange en eftermiddag
For i virkeligheden havde en I Got You On Tape-koncert nok egnet sig bedre til en tidlig eftermiddag på Orange Scene, hvor man kunne have taget sin campingstol under armen, sat sig på plænen med solbriller på og nydt en drink i, forhåbentlig, godt vejr.
For man kom aldrig for alvor til at føle, man var til en koncert, der kunne udvikle sig til en fest, hvor man burde stå op.
Men det er heller ikke udgangspunktet. Så det gør ikke noget. Men det kunne have hjulpet på viljen til at se hele koncerten, for dem som var ramt af tømmermænd eller var i gang med at drikke sig til nogle.
Lækkert for de friske
Specielt de første 70 pct. af koncerten var rigtig god, hjulpet godt på vej af en lyd på Arena, som var rigtig flot, og lod den storladne musik komme til sin ret. Og det kvitterede de fremmødte for ved at klappe i takt under flere af numrene, give store bifald efter dem og i det hele taget at rocke godt og grundigt med hovederne under koncerten.
Men under den sidste del af koncerten, som varede lidt over en time og talte hele tre ekstranumre, røg en smule af intensiteten ud af de fire københavner gutter på scenen og derfor også hos publikum.
Store applauser blev dog givet til et andet stort hit 'Somersault', der blev spillet som 14. og sidste nummer. Det var en fin afslutning på en rigtig lækker koncert, der havde en fin kant, og gjorde det til en god oplevelse med I Got You On Tape, hvis man altså ikke var ramt af tømmermænd eller på jagt efter at blive det.
