Danske festivalchefer afslører over for B.T., hvor mange penge de bruger på årets musik, samt hvilke kunstnere de gerne ville have fra konkurrenterne.

Årets festivalsæson er netop blevet skudt i gang. Og torsdag går det løs med den aarhusianske byfestival Northside. Om få uger følger Copenhell på Refshaleøen i København, Tinderbox i Odense og Roskilde Festival på Dyrskuepladsen uden for Roskilde. I august følger så Smukfest ved Skanderborg.

I den forbindelse har B.T. taget en snak med alle fem festivalers talspersoner for at høre, hvor mange penge de har brugt på årets musik, og ikke mindst hvilke kunstnere hos konkurrenterne de misunder.

Hos den største af alle festivalerne, Roskilde Festival, lyder svaret fra chefbooker Anders Wahrén ganske enkelt:

»Det helt arrogante svar er, at vi har haft de gode navne, de andre festivaler har. Men Kendrick Lamar kunne være et bud, han var rigtig god sidst, han var her og i Royal Arena.«

Netop Kendrick Lamar er blandt de helt store navne på årets Smukfest. Og det er man også klar over hos Skanderborg-festivalen. Det fortæller talsperson Poul Martin Bonde, da B.T. spørger ham, hvilket navn er deres største i år:

»Der er ikke nogen tvivl om, at det er Kendrick Lamar, som er på toppen på alle parametre,« siger Poul Martin Bonde, som gerne havde set Roskilde Festivals hovednavn, Eminem, samt Depeche Mode, der headliner Odense-festivalen Tinderbox.

Hos netop Tinderbox er Eminem også blandt de navne, man gerne havde set på egen festival. Men der er en helt simpel årsag til, at de ikke var med i konkurrencen om den berømte Detroit-rapper:

»Vi ville gerne have haft Eminem, men vi kunne ikke være med på prisen. Det er en dyr booking,« siger talsperson for Tinderbox Brian Nielsen.

Hos Odense-festivalens søster i det jyske, Northside, går misundelsen ikke meget længere end tilbage til Odense. Her er det nemlig ikke Eminem, men i stedet Depeche Mode, som stod øverst på listen over navne hos andre, man gerne havde set hos sig selv:

»Depeche Mode havde været fedt, men dem fik Tinderbox, så det lever jeg med,« siger talsperson John Fogde.

Hos den sidste af de fem festivaler - den frække, sort- og nitteklædte dreng i klassen - Copenhell er det mod Ådalen i Aarhus, man vender sin misundelse. Her spiller A Perfect Circle, og dem havde man gerne set spille på Refshaleøen:

»A Perfect Circle spiller på Northside. Dem ville jeg gerne have haft,« siger talsperson Jeppe Nissen.

Alle festivalchefer erklærer sig dog fint tilfredse med deres eget program i år. Samtidig løfter de sløret for, hvor mange penge de bruger på årets musik.

Topscoreren er Roskilde Festival med 60 millioner kroner, fortæller Anders Wahrén. På andenpladsen er Smukfest med 50 millioner kroner - en opgradering på 10 millioner siden sidste år.

Dernæst følger Tinderbox med 32,5 millioner kroner, mens Northside er lige i hælene med 30 millioner kroner. Til sidst kommer måske ikke så overraskende Copenhell med 15 millioner kroner.

Herunder kan du læse otte spørgsmål til de fem festivalchefer.