*****

(Fem stjerner ud af seks)

For fanden i helvede, Skanderborg!

Og så har Jesper Binzer endnu en gang budt op til kalas. De har spillet her så mange gange, at Binzer selv kalder bandet SmukFests husorkester. Han har åbenbart ikke hørt om Poul Krebs og Johnny Madsen.

Rygter har svirret om et D-A-D, der var på vej til at tabe gnisten efter en meget lang jubilæums turné over et par år. Bortset fra et par lovlig langtrukne, næsten sløsede numre med hyldest til trommeslager Laust Sonne under koncerten i aften, kan jeg ikke bekræfte rygterne.

Danmarks foretrukne rock-tegneserie sparkede velanbragt SmukRøv. Fokuserede. Aggressive. Med nævnte Sonne bankende løs på trommerne med det vanlige elastiske anslag - han er en vigtig mand i det orkester i forhold til at fastholde de andre tre på beatet.

Efter de rituelle eder og forbandelser proklamerede Binzer, at D-A-D ville fravige deres koncert-koncept fra den seneste tid, hvor de har spillet hele et par af deres album i fuld længe. Bl.a. på under den netop afviklede Grøn Koncert.

'I aften spiller vi de bedste numre fra alle vores plader,' som forsangeren sagde.

I sin iscenesættelse er D-A-D lige så meget en Pixar animationsfilm med kæmpe lænestol på scenen og Stig P. i Napoleonsuniform med et bevægelsesmønster, som vil kunne tage pusten fra enhver skridttæller-app - som de er et drøn rutineret hardrock band med en stor europæisk fanskare.

Volbeat, der lige nu henter i USA, hvad D-A-D aldrig rigtig har opnået, er funderet i amerikansk mytologi, overfladisk set i andet og mere mørkt univers end D-A-D. I virkeligheden er D-A-D lige så dæmonisk som Volbeat, bedømt på teksterne.

Med afsæt i 'Bad Craziness' og 'D*Law (Disneyland Law)' indledte bandet et timelangt sæt med Jacob Binzer som altid malende løs på sin guitar i de kendte numre. Han behandler de seks rock-strenge med en imponerende spændvidde og nuancering.

Det er rock'n'roll, blueset, sumpet, syret, stenet. Riff-raffineret. Uden at være ekspert i det gebet på Guitar Player-niveau e.lign., tager jeg hatten af for Binzer, der har holdt sin musketer-ed med broderen og Pedersen i det band, der er blevet hans skæbne. Han kunne formentlig have spillet med de endnu større rockdrenge, hvis det var det.

'Sleeping My Day Away', 'I Woun't Cut My Hair', 'True Believer'.

De kom på stribe, som de har gjort det utallige gange før. Men sådan en aften efter en alt for formfuldendt Sting-koncert var det ikke bare almindelig fedt at steppe med fødderne foran stjernescenen og luft-headbange. Det blev sgu lidt højstemt.

Når Jesper Binzer introducerer 'Sleeping My Day Way' med at sige noget i stil med, 'jeg ved godt, hvordan I kommer til at tilbringe jeres mandag morgen. Det har jeres husorkester skrevet en sang om for 27 år siden', er det ikke bare intro til en rocksang.

Det overskriften til et lille stykke kulørt dansk kulturhistorie. Danmarks bedste Disney-show for voksne. Natten til lørdag gjorde D-A-D, hvad de kunne for at leve op til den status.

D-A-D, Stjernescenen, SmukFest, fredag nat