Så fandt guitaren for alvor vej til Roskilde Festival. I hænderne på sanger og guitarist Adam Granduciel fra gruppen The War On Drugs.

Han er gruppens altdominerende kraftcenter. Som sangskriver, sanger og altså manden med den seksstrengede.

Granduciel har flere gange fortalt, at fascinationen af Bob Dylan var hans vej ind i rockmusikken. Det høres især i hans vokal. Granduciel vrænger, i mangel af et bedre ord, på samme måde som sit forbillede. Musikalsk har de vel begge rødder i den dybe amerikanske musikhistorie, men hvor Dylans sange alle tekstmæssigt og som regel musikalsk er en skyggefuld, fabulerende fortælling i sig selv, er den helt store styrke i The War On Drugs musikken. Med Granduciels mere eller mindre psykedeliske guitar i det absolutte centrum.

Med capoen placeret næsten halvt nede på gribebrædtet, har hans guitar en helt speciel lyd, hjulpet på vej af et pedalboard i Star Wars-format.

Sagt på en anden og mere indviklet teknisk måde: det lyder pisse godt.

The War On Drugs enormt atmosfærefyldte rock lød drømmeagtige lyst. Mens jeg stod i udkanten af Arena Scenen og lod musikken omsvøbe ørerne og tomrummet mellem dem, kom jeg af en eller anden grund til at tænke på 80er bands som Prefab Sprout og Orange Juice, der spillede en form for post-punk americana.

Det er noget med klangen; mere lydlandskab, end en-to-tre-fire og pedalen i bund. Selvom TWOD i bund og grund har baggrund i amerikansk midtvejsrock som Tom Petty og Bruce Springsteen.

'Baby Missiles', 'Red Eyes', semihittet 'Under Pressure' og 'In Reverse' er cruiser highway rock - især det sidste lød som den introverte version af 'Bobby Jean' - bare spillet med en helt anden uhåndgribelighed end Bossens muskelrock.

Det kan kun blive en fornemmelse inde under teltdugen - men det virkede som om, bandet blev mere og mere engagerede, efterhånden som de fornemmede, at Arena Scenen ville dem og deres stemningsfulde rock.

En stor nattetime i Roskilde.

The War On Drugs, Arena Scenen, Roskilde Festival, onsdag