Rockens læderede læderlap Iggy Pop indtog Haven Festivalens Meadow Scene præcis, som han altid gør, og har gjort siden rockens ungdom. Krabbende rundt på scenen – det ene ben er noget kortere end det andet – vibrerende af DET.
Med en åbningsserv bestående af blandt andre ’I Wanna Be Your Dog’, ’The Passenger’ og ’Lust for Life’ lagde Iggy Pop hårdt og påtrængende ud.
Manden er for længst kanoniseret som essensen af punk. Blandt andet qua The Stooges' sange som netop den med hunden, 'Search and Destroy' og 'I'm Sick of You'. Oprør og vildskab plejer man at tale om i den sammenhæng, i The Igs tilfælde er der nærmere tale om en uudtømmelig urkraft, der bare behøver en scene, fire musikere bag sig for at eksplodere. Igen og igen.
Som altid skrævede og krabbede han rundt på scenen i bar overkrop og en Grand Canyon af et ansigt indrammet af langt hår.
Folk, der sidste år så ham i Falconer sammen med den midlertidige ’Post Pop Depression’-partner, Josh Homme og band, taler om en koncert, hvor Pop for en gangs skyld var holdt i tøjler af et brutalt, skarpt rockband.
Sandt er det, at hans faste band først og fremmest er loyalt backup for Iggy uden at foretage sig meget andet end at lægge trommer, bas, guitar og keyboards til The Iggy Show. Det gør de så også godt. Nogle vil kalde det røvballeband. Og fint med det. Røvballer er kommet for at blive.
Med sin no shit-attitude, growlbrummende sang og konstant rastløse optræden fik James Newell Osterberg, Jr. Meadow scenen til at minde om det for længst nedlagte skibsværft i baggrunden. Som et sted, hvor rust nådesløst bankes af gamle plader og skibe smedes sammen i momentet – som om, Iggy skaber sangene på stedet, på scenen, selvom de selvfølgelig findes i forvejen, og for nogens vedkommende har været der i meget lang tid. Som en form for improrock.
Og hvor tit oplever man det ved en morderne rockkoncert?
Så selvom der efter den forrygende begyndelse gik en hel del tomgang i bandet undervejs, og selvom langt fra alle numre er lige interessante, vibrerede den særlige Iggy-urkraft i samtlige hudfolder, rynker, sprækker og gamle skrammer – hele tiden. Dét er det forunderlige og dybt betagende ved den mand. Uanset om han synger en slendrende blues eller slow rock som i ’Post Pop Depression’-nummeret ’Gardenia’. Eller for djævelen ved hvilken gang synger ’Real Wild Child (Wild One)’.
Påstand: Ingen andre 70-årige i denne verden kan synge dét, ’jeg er et virkelig vildt barn’, med samme troværdighed. Iggy er verdens ældste, uregerlige barn.
Ovre på den anden side af havneløbet, gled en sjælden festivalgæst, solen, ned under et skyet orange solnedgangstæppe, og efterlod nådigt mørket over Meadow scenen. For Iggy gør sig bedst i mørke.
På nævnte side af havneløbet bor en prins, der vil være konge. På scenen havde vi Iggy, der ved, at han er konge og i øvrigt ikke giver en fuck.
Iggy Pop, Meadow scenen, Haven Festival, fredag aften
