Trods modstand fra en lydmand udviklede den tidligere Ulige Numre-frontmand Carl Emil Petersens første solokoncert sig fra noget, der lignede studentens første usikre første skridt hjem efter den sidste fest, til en fejring af en nyuddannet kandidat til titlen som Danmarks nye, store rocktrubadur.

Efter godt en time stod han der, helt alene på scenen med en af de seneste års vigtigste danske rocksange, ’Frit land’, der sammenfletter den skønne danske natur og danske værdier under pres. Helt alene med en akustisk guitar skabte Carl-Emil Petersen et af disse fortættede syng-med øjeblikke med publikums fulde fokus. Tro det eller lad være.

Nogle græd, andre vuggede, andre tændte, lidt omsonst her midt på dagen, lightere.

En af de sjældne stunder, som en gang, når regnskabet over Roskilde 2017 gøres op, ender i toppen af pluslisten.

Nummeret blev så endda spillet i selskab med ’Halvnøgen’, ’Helt almindeligt’ og ’Os idioter’ med hvilket Carl Emil Petersen afrundede sin debutkoncert, vist næsten lige så berørt som fansene foran scenen, inklusive hende med skiltet med den simple ordlyd ’Knep?’.

Havde det ikke været for indledende lydproblemer, både på band og især på Petersens lyse, skrøbelige vokal, var denne anmeldelse endt på seks stjerner. Først efter 40 minutter ud af i alt 75, stod sangerens vokal helt tydeligt. Petersens lyrik er ikke bare ord, der følger nogle akkorder, de er sangenes hjerte. Især i de første sange skulle man tænke sig til, hvad han sang.

Den første eftermiddagskoncert i Arena er ingen let opgave. Publikum er trætte, snakkesaglige, ukoncentrerede. Trømmermandsædru. Men bortset fra en koncert med Marie Key i 2013 skulle denne koncert vise sig som den bedste morgensamling, jeg har oplevet på en dansk festival.

Det i øvrigt veldisponerede sæt begyndte lidt usikkert med en formentlig nervøs sanger og kapelmester. Men faktisk allerede i første nummer virkede det meget åbenlyst, at sangeren og hans nye band havde arbejdet grundigt med arrangementerne. Især samspillet mellem Carl Emil Petersen og guitarist Emil Falk virkede mere sikkert og dynamisk, jo bedre lyden – måske også scenelyden? – blev. Måske også påvirket af et stadig mere lydhørt publikum.

Mod slutningen eksploderede Falk et par gange i soli, bl.a. i den bjergtagende ’Racerhjerte’, som en elektrificeret understregelse af Carl Emils ord op til denne debutkoncert: på tide kunstnerisk at stå på egne ben efter en periode som teenageidol. Hvilket han endte med at gøre med rockstarattitude ude blandt sit publikum.

Det er den slags, der skaber glød og sjæl i rockmusik. Når sangenes transperante lyrik understøttes af et band med ild i r.... Her skal især fremhæves trommeslageren Janus Nevel Ringsted.

Petersen, som han lød i dag med sit nye dynamiske band er lige så meget forankret i muskuløs rythm’n’blues – i flere passager lød samspillet mellem ham, guitarist Falk og keboardspiller Janus Ulstrup, som noget der kunne være skabt mellem Bruce, Little Steven og Roy Bittan – som i introvert, britisk indierocktradition.

Men igen først og fremmest defineret i Petersens unikke sangskrivning og meget nordiske lyse vokal, i de smertepunkter og den skrøbelighed, han beredvilligt blotter i sine sange, og som aflæses i mandens ansigt, når han synger. Som i det nye ’Natradio’, der lød som de natteensommes nye internationale.

Her kan man tale om en sanger, der ER sine sange, uden strategiske forsvarsværker foran den spinkle krop.

Som en anden Svante har jeg ofte – billedligt talt – stået ved kysten og set misundeligt mod Sverige, der har fostret så store rocktrubadurer som Ulf Lundell, Lars Winnerbäck og især Håkan Hellström, der alle forvalter en særlig svensk version af Bob Dylan/Bruce Springsteen-traditionen.

Carl Emil Petersen er klar som det danske bud på Hellström. Men han er først og fremmest sin egen og klar til Danmark.

Spørgsmålet er så, om Danmark er klar til ham.

Carl Emil Petersen, Roskilde Festival, Arena, torsdag eftermiddag.