Thys egne Jonah Blacksmith viste endnu en gang, at de mener deres rootsfolkrock for alvor.
Man ved, at man er i godt menneskeligt selskab, når bassisten tilegner den næste sang til Faster Kirsten.
Og man ved, at man er i udsøgt musikalsk selskab, når en ellers lammeblid folksy sang viser sig at være et får i ulveklæder og ender i et rockcresendo - hvorefter musikerne efter en perfekt timet afrunding sender hinanden dét smil. Den sad sgu'.
Jonah Blacksmith har to album på samvittigheden. Det seneste, ’Jonah Blacksmith’, udkom sidste år. Og selvom de har spillet deres nordvestjyske bagdele ud af bukserne de senere år, er der stadig et stykke vej til verdensherredømme i Danmark.
Måske kommer det, måske ikke. Efter den musikalsk beslægtede Jacob Dinesens gennembrud kunne man håbe på lidt større opmærksomhed omkring den i Danmark underkendte rootsrock.
Selvfølgelig er der tale om stilsikker iscesættelse, når man optræder med fire old school gulvlamper og to-tre udstoppede ræve (flere bandmedlemmer er jægere) som en del af udsmykningen.
Men efter at have set Jonah Blacksmith to gange indenfor en uge, er jeg ikke i tvivl om, at de mener det alvorligt.
Ikke bare musikalsk, men også, tror jeg, karrieremæssigt. De vil det her.
Selvom de syv medlemmer af smede-bandet i dag bor spredt udover Jylland, er rødderne i Thy essentielle for dem, både menneskeligt og musikalsk.
Som bassist Thomas Alstrup sagde, er han og bror Simon lært op af bedstefaderen Johannes (der var smed, heraf navnet Jonah Blacksmith) og bedstemoderen, især gennem et hav af spillejob på plejehjem. Og det er vildt, som han sagde, måske er de lidt stille, men så se, når de græder, fordi de genkender et eller andet i deres liv i musikken.
Bedre definition på menneskemusik er svær at opdrive.
Jonah Blacksmith er blevet sammenlignet med Band of Horses, vist mest på grund af deres Thy hillbilly-udseende. En mere oplagt sammenligning er det for moderne folk definerende Mumford and Sons: rockbaseret med klare keltiske over- og undertoner.
Som to af de store britiske rockbands, Coldplay og U2 omkranses Jonah Blacksmiths musik af en sløret sfærisk dimension.
Hos Jonah Blacksmith handler det især om vidde, tågede musikalske landskabsbilleder, malt af de to keyboards m.m. –spillere, Lasse Alstrup (fætter) og Jon Kjeldstrup. Det handler også om elektroniske effekter på sangen.
I kor såvel som hos sanger og guitarist Simon Alstrup i front, hvis sang gør musikkens historier konkrete. Som f.eks. i ’Ghost’ fra det seneste album, en anderledes og rørende kærlighedssang, alle småbørnsforældre burde lytte til.
Eller den langt mere rockende ’Downtown’, hvor Queen møder Iron Maiden møder ny rootscountry.
Der kan tegnes mange sammenligninger op. Det interessante er, hvordan Jonah Blacksmith lyder, autentisk og vedkommende – og så er de i øvrigt et fremragende band med fornem sans for kombinere de akustiske med de elektriske instrumenter.
Som Simon Alstrup præsenterede ’A Song to the See’, handler Jonah Blacksmith sange om at høre til. På en måde er de en moderne digital, flimrende og fragmentarisk verdens bud på et musikalsk svar på typer som den allestedsværende filosof Svend Brinkmann.
Hos Jonah Blacksmith er filosofien bare skåret ud i tre minutter lange hånd- og hjerteholdte sange.
Jonah Blacksmith, Tinderbox Festival, Stage 4, fredag eftermiddag.
