Steffen Jungersen

Amerikanske The Shin gjorde det glimrende – latterligt lav lyd til trods

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>THE SHINS, Arena, torsdag, fire stjerner

Se, ret beset startede det jo stygt, da Roskilde skulle åbne deres næststørste scene, Arena. I hvert fald ikke for de af os, som stadig lider under den åbenbart åbenlyse vrangforestilling, at folk – tingene sat på den berømte spids – godt kan tænke selv.

Først blev vi via en video gjort bekendte med det kløgtige i at klappe kaje under musikken, så folk rent faktisk kan høre, hvad der foregår. Hvorfor det skulle være nødvendigt, når der rent faktisk findes et probat middel, som hedder ”SKRU’ OP!”, mod den slags, skal lades være usagt her.

Og bliver det så for højt for visse elementer, kender jeg såmænd også et middel mod dét: det hedder ørepropper! Dernæst blev vi præsenteret for at par politisk korrekte og pædagogisk afrettede konferencierer, som belærte os om at passe på hinanden på en måde, så de i sandhed understregede fornuften i, at man har forbudt kasteskyts hér på pladsen.

For hvad kunne der ellers være sket. Nå, lad det nu ligge, som de siger på teltpladsen mandag morgen. For åbningsbandet på Arena – The Shins fra Albuquerque, New Mexico, USA – gjorde faktisk en glimrende og sympatisk figur, da de ramte scenen efter ovenstående indledende svadaer.

Bandets boss og stifter James Mercer kan nemlig kunsten at skrive en god melodi, og The Shins er et glimrende fartøj til at få samme melodier båret ud til alt folket. Jo, det VAR såmænd alt for lavt, men et pænt pakket Arena tog imod dem med fællessang og kærlighed på en måde, så de uindviedes evindelige ævl først mod koncertens slutning blev for meget for overtegnede.

Ligesom det ikke skal gå ud over et velspillende og –oplagt The Shins, at festivalen (eller Shins’ lydmand) ikke tillader lydstyrken at være dét perfekte soundtrack til de stjernestunder, bandet i perioder lagde op til. Så alt i alt; det var sgu smukt, og det er synd, at visse af mine kolleger skræmmer helt almindelige mennesker væk fra et band som The Shins, fordi de oversætter begrebet melodiøst rockband med det intetsigende ’indie.2

Men mens jeg nok foretrækker at blive sparket ind i en festival, så er det nu også okay at blive båret derind på sangens vinger, som tilfældet var med The Shins. Den tager jeg lige med igen en anden gang…