En halv zeppeliner

Supergruppen Them Crooked Vultures sikrede fredag aftens rockfest med en fantastisk velspillet koncert, hvor man desværre savnede de afgørende musikalske træffere.

Them Crooked Vultures er et af de seneste skud på stammen over såkaldte supergrupper. Vi taler alderspræsident John Paul Jones fra Led Zeppelin på bas og keyboard, Dave Grohl fra Foo Fighters (og tidligere Nirvana) på trommer og Queens of the Stone Ages Josh Homme på guitar og vokal. I dén grad et stjerne-setup.

Men gruppens selvbetitlede debut fra i fjor endte alligevel med at lyde som en hyggelig jamsession over viderefortolkninger af Led Zeppelin-sange snarere end den mere ambitiøse afdækning af nye territorier, man kunne have håbet på, når nu så stærke kræfter havde slået sig sammen.

Halvkedeligt album eller ej, så burde de tre erfarne herrer dog fra Oranges scenekant kunne spille selv det knap så heldige materiale op, og ”jam-sessionen” fungerede da heldigvis også noget bedre på Dyrskuepladsen end på plade.

Hvor albummet i forvejen imponerede med et absolut glimrende samspil, så satte gribbene med koncerten på Roskilde ny standard for, hvor godt man kan spille sammen uden at lyde som musikkonservatoriestuderende eller navlepillende nølere. Næh, Them Crooked Vultures kom fantastisk ud over pladsen fra start med tonsende ’No One Love Me & Neither Do I’.

Det var en nydelse at følge især en storsmilende John Paul Jones bag bassen, der i Dave Grohl tydeligvis har fundet sin bedste rytmepartner siden salig John Bonham, og Josh Homme fyldte skoene fint ud i front foran de to store hoveder, mens den ekstra mand Alain Johannes stødte til med et ekstra lag guitar eller keyboard, når der var brug for det. Dét kunne ikke blive meget bedre.

Men – og dét skal der tryk på! – d’herrer har altså kun en tre-fire sange, der for alvor holder vand. Og det viste sig hurtigt at blive koncertens største problem. Numre som ’Gunman’ og ’Caligulove’ endte simpelthen som tomme kalorier, mens man utålmodigt vendte blikket mod uret.

Og det var en skam, når nu Them Crooked Vultures viste i jammende og forlængede udgaver af ’Scumbag Blues’ og særligt ’Spinning in Daffodils’, at de altså er såre suverænt sammenspillede – selv når de bevægede sig ud på dybt, improviserende vand.

Det var som Zeppelin uden sangene – en halv zeppeliner.