Normalt er det næppe en god ide at komme for sent til sin første date. Ikke desto mindre var Nashville, Tennessees egen Margo Price's første møde med Roskilde Festival en halv time forsinket. Det er temmelig usædvanligt i 2017, hvor selv festivalorgier foregår efter regneark. Det skulle vise sig at den 34-årige sweetheart var værd at vente på.

Nogen skal gøre det, damn it; altså bære depechen fra Patsy Cline, Dolly og Emmylou Harris videre.

Og det gør Margo Price så med lige dele charme og professionalisme.

Ind på scenen kom hun med sit fem mand store band, og der var vel næppe gået halvandet minut, før steelguitaristen satte i med at sprede metallisk blå klange. Og det fortsatte han så mere eller mindre med de næste fem kvarter.

'Let me take you to Tennessee' sang hun i ’Tennessee Song’, og det gjorde hun så; tog et langt fra fyldt Avalon telt ved hænderne på en rejse gennem det ene knuste hjerte og herefter logisk følgende whisky-brandert efter den andet.

Margo Price's up-beat country er for traditionalistisk til at kunne kaldes alternativ country, selvom hun i de konservative branchekontorer i hjembyen regnes for lidt kontroversiel.

Blandt andet har hun dristet sig til at støtte Hillary Clinton i valgkampen, hvilket på de kanter tilsyneladende er mindre lovligt end salg af Assault Riffles og andre krigsvåben.

Margo's denimbukser, der her på scenen i Roskilde var prydet af hampeblade, er næppe heller karrierefremmende på de kanter.

Price og hendes band spiller country-rock, som det lød, da rockmusikken tog den forkætrede Nashville musik til sig med grupper som The Flying Burrito Brothers og på vestkysten The Eagles, og som langt senere f.eks. Ryan Adams har bragt videre - lige ud ad interstate highwayen, fodflyttende og stærkt fremmende for beskæftigelsen hos de allestedsnærværende flaske-, dåse- og glassamlere – og for smilehullerne.

Der var passager, hvor guitaristen spillede med fuzzpedalen i bund, og hvor bandet byggede crescendoer op som i syrerock og som en Jack White.

Og der var en mere soulet Memphis-feeling i ’Weekender’.

Det var linedans lige ud ad landevejen i samme stil som f.eks. Emmylou Harris ’Two More Bottles of Wine’ eller Bonnie Raitts version af 'Shakin' Shakin' Shakes'.

Kan måske bedst beskrives som musik, hvor man hele tiden forventer, at bandet bryder ud i Creedence Clearwater Revival's ’Looking Out My Backdoor’ som næste nummer.

Et - undskyld min sydstatsjive - røvhamrende, charmerende åndehul i Roskildes musikalske supermarked.

Og det var, da Margo introducerede ’The great Kris Kristoffersons’ ’Me and Bobby McGee’’, at jeg besluttede at give denne anmeldelse smileys i stedet for stjerner, hvis ellers det havde været teknisk muligt.

Eller måske var det først lidt senere, da steelguitaristen blev så grebet af festen, at han stillede sig op på sin stol og trykkede den af.

Der findes flere fordomme om country, end der findes dårlige vejrudsigter forud for denne Roskilde Festival.

Og selvfølgelig er grundsubstansen i det, der skabte denne fest, ikke meget andet end en ramme klichéer sat sammen på en ny måde, og fortællingen om country and western er i høj grad omgivet af en softfiltret glansbillede-romantisme.                                                                                                                

Sådan er det. Og sådan skal det være. Der ingen sag at snakke sig til hjernen. Kunsten at ramme direkte i hjertet er svær. Margo Price og hendes band ved hvordan.

Der er som regel et eller to navne i den autentiske mere eller mindre rootsagtige sydstatsstil på Roskilde Festival. Men sjældent så renhjertet country som her. Ikke et sekund for tidligt, at Roskilde Festivalen røg en Dolly light.

Margo Price, Roskilde Festival, Avalon, torsdag

                                                                                                               .