Her er en simpel ligning fra musikkens matematik: Unik, stor stemme + beåndet talent + fine, fine popsange = Mads Langer.

Her til aften indtog Mads Skanderborg med en koncert, der kan gå hen i festivalens historie, som en af dé koncerter. En popmanifestation. Et syng-med bal i hjertets mest feststemte kamre. Man ved det jo godt. Der gemmer sig noget stort i den spinkle nordvestjyde.

 'Jeg overgiver mig langsomt' synger Langer jselv - også her til aften - så smukt i sin egen sang til Sanne Salomonsen. Som kendt fra TV 2-programmet 'Toppen af poppen'.

Jeg overgav mig også langsomt. Tvivlsomt om de 30.000 andre overgav sig. De har vist overgivet sig i forvejen. Han blev modtaget med enorm varme. Som det gamle popsvin, man jo er, er det altid stort at opleve sangeren, sangene og publikum omfavne hinanden, som det skete på og foran Bøgescenerne. Mads Langer med den fantastiske stemme satte simpelthen ikke en fod forkert, ikke en tone ramte ved siden af.

Mads Lander forener det folkelige, poppede med nogle, elegante begavede sange, der ikke lefler hverken for den laveste ladvogns-fællesnævner eller højeste hipster-fællesnævner. Indpakket som de er i stemninger og lydbilleder fra elektroniske popscene. Han har to kebyoardspillere med på scenen, som sikrer den flotte, luftige lyd også live.

Man kan indvende, at mandens sange kan virke noget ensformige i det lange løb. Også her til aften. Langer har selv sagt i et interview med BT, at han godt ved, at han har en melankolsk 'grundtone'. Formentlig afstedkommet af rålytning i den tidlige ungdom til bl.a. electronica og melancholia-kongerne Depeche Mode.

Af uransalige grunde havde han her til aften valgt at spille sange fra det seneste album 'In These Waters' i begyndelsen af sættet. Og derefter flere sange fra de første album. Bl.a. selvfølgelig 'You'e Not Alone', som skabte fællessang som forleden med 'Malaga' og 'Støvregn'.

Så meget desto tydeligere er det, at Langers sange bliver bedre og bedre. Sange 'Glass House', 'Elephant, 'In These Waters', 'Heartquake' og 'No Gravity' udgør en lille perlerække. Med et internationalt snit a la Coldplay.

Bandet, der har fulgt Langer i årevis, er fermt, bakker ham 100 pct. loyalt op. Især er jeg glad for trommeslageren og barndomsvennen Asger Møller, der banker præcist og klippefast i trommerne. Trommelyden lå meget klart og dinstinkt fremme i lydbilledet. Den var i øvrigt usædvanlig god, lyden under hele koncerten.

Danmark har en popkonge ved navn Thomas Helmig - og så er der selvfølgelig Rasmus Seebach. Er Mads Langer ved at melde dig ind i den klub? Er han en porcelænsfigur i den elefantklub? For nu at låne fra det aktuelle hit. Tjah.

Mads Langer proklamerede lidt overraskende fra scenen, at han er færd med at skrive nogle sange på dansk. Troede at det var udlandet der ventede. Måske vil han befæste tronen her i landet først.

Mads Langer, Bøgescenerne, torsdag aften, fem stjerner ud af seks


BT dækker Smukfest 2013 live:

(klik her for at komme til livebloggen fra din mobiltelefon)