Det er ikke mit første møde med In Flames fra Göteborg – og med usvigelige samme sikkerhed som dronningen siger ”Gud bevare Danmark” én gang om året - så bliver det heller ikke den sidste!

In Flames har en vidunderlig cocktail af kranieknusende brutalitet i deres melodiske death metal tilsat noget umiskendeligt og ultra sympatisk publikum-kontakt.

Ikke et øje var tørt, da de hev en lille dreng op på scenen, hvorfra han udpegede sin far – som kom med op, og omgående fik øl, hvorefter far og søn fik en koncert fra første parket – på scenen.

En del af bandets hemmelighed er, at de aldrig har været bange for at blande en dødsmetal-genre, som måske ellers kan være en anelse stivnet, op med fremmedelementer som synthesizere, pludselig skønsang og lyriske passager.

Eksempelvis som når guitarist Niclas Engelin spiller så smukt og stille og fyldt med guddommelige (næsten) kirketoner, lige til sanger Anders Fridén growler igennem, som havde han lige opdaget, at hele ølbeholdningen til festen var stjålet.

Det er faktisk skidesjovt at være med til løjerne, når In Flames bryder både regler for genren og såkaldt god smag. Vanetænkning har aldrig været In Flames' stærke side og – og tak for det.

De har bevist deres vedholdenhed gennem 12 studiealbum – senest "Battles" fra 2016, som vi selvfølgelig fik flere numre fra. Hertil ”Alias”, som fik spredt de grå skyer og fik solen frem og ”Pinball Map”, der gik lige i sækken og legemsdele derunder med et meget heavy afsæt.

Derfra hvor jeg stod (som sportsjournalister siger) har de vanvittigt dygtige musikere aldrig været bedre end opvisningen på Copenhell. Fem knuste kranier til In Flames.

In Flames, Copenhell, torsdag eftermiddag