Da først rusten var banket af knapperne på guitarremmen, leverede Lucinda Williams en medrivende a-ha-oplevelse på Tønder Festivals første aften med country og blues i hjertet og rock’n’roll i fødderne.

Selvom den 64-årige amerikanske americanadronning vel nærmest altid har været der (hun debuterede i 1979), og i øvrigt har skrevet en gribende sang med titlen ’Copenhagen’, er hun beklageligvis aldrig blevet det store navn i Danmark. Måske fordi den varme suppegryde af en sydstatsmusikstil, Louisianas egen Lucinda begår sig, i aldrig rigtig for alvor har grebet det store danske publikum.

Men her på festivalen, der i stigende grad har øjnene rettet mod den nye, mere eller mindre rockede rootsmusik, er hun årets hovednavn, som arrangørerne angiveligt har brugt en del tid og formentlig også penge på at få på programmet.

Lucinda og hendes tre mand store band lagde ud med Randy Weeks’ ’Can’t Let Go’, der er skåret over samme fragttogsrytme, som Johnny Cash forfinede i talrige sange.

Og præcis som med det klassiske amerikanske fragttog gik det langsomt i begyndelsen. Virkede faktisk decideret sløvt. Lucinda Williams entrerede scenen i et stramt rockdiva outfit, som ikke ville klæde hvilken som helst 64-årig. Hun lider af en sjælden medfødt sygdom i rygsøjlen, hvorfor hendes gang er lettere besværet.

Men hun bærer de stramme Levi’s med samme selvfølgelighed og autoritet, som hun synger med drævende sydstatsaccent. Stemmen er lettere rusten, rustik, om man vil.

Dertil kommer, at hun i variende grad må læne sig op af en skærm, hvor teksterne løber henover.

Hun fik sunget sig varm og ind i nuet. Bandet fik spillet sig ind på hinanden i takt med stigende intensitet hos sangeren og guitaristen, der har en afgørende rolle, som ham, der maler med den store ekspressive pensel ovenpå Lucindas skitser – efterhånden som der blev skruet op for lyden.

Lucinda er ordførende, hendes sange, melodierne er hjertet, teksterne giver stemme til drømme og håb i det udsigtsløshedens USA, der, som hun sang i ’The Ghost of Highway 20’ gemmer sig bag ’Run down motels, faded billboards, used cars for sale, the rusty junkyards’.

Som f.eks. i ’West Memphis’, hvor jeg fornemmede et nærmest perfekt organisk samspil mellem sangerinden og hendes guitarist og hans twangy guitar.

Godt inde i sættet spillede bandet en af Williams' ældre, centrale sange ’Lake Charles’, hvor man mærkede længslen bølge ud over marsklandet.

Med ironisk omvendthed blev ’Copenhagen’ nærmest sit eget dementi. Sangen, der handler om at sidde i København og få besked om et dødsfald hjemme i Nashville og føle sig meget langt hjemmefra, blev sunget og spillet så glødende lidenskabeligt, at al afstand syntes ophævet.

Det hjalp så også, at der var fremragende lyd og attack på guitaren.

Mod slutningen kom der strøm på Lucindas guitar, og det endte ligefrem som en rockfest i sange som ’Foolishness’, ’Changed the Locks’ og ’Joy’.

Jeg ville gerne have hørt flere numre fra Williams’ seneste album ’Blessed’, der stak op som et af årets bedste rockalbum i 2011. Men det, vi fik påTønder Festivals store scene, som i øvrigt er et godt sted at befinde sig efter en sommer med festivalscener, hvor folk står på nakken af hinanden, mens de prøver at overdøve ham eller hende ved siden af, blev en stund med ægte menneskemusik.

Lucinda Williams, Tønder Festival, Open Air Scenen, torsdag aften