Umiddelbart efter, jeg havde entrereret Tønder Festivals Telt 1, var jeg tæt på at gå igen. Forklaringen - der var bare en enkelt stol og en enkelt akustisk guitar på scenen.

Countrybluessangeren John Morelands seneste, blændende album ’Big Bad Luv’ er en gave til os med hang til elektrisk Mississippi-lyd og -ambience.

Normalt er det ikke min kop kaffe med kunstnere, der optræder solo med deres mere eller mindre rockbaserede sange. Har dem mistænkt for at tænke mere på økonomi end på publikum, desuden er tromme, bas, guitar nu en gang det samme for den form for rock som digerne vest for Tønder. Et livsvilkår.

Heldigvis blev jeg siddende i det grønne cirkustelt – man sidder ned i Tønder – med min kolde Peter Larsen-kaffe. Muligvis fordi en fyr, der for nylig så Moreland varme op for Jason Isbell i Vega, tidligere i dag nævnte ham som årsagen til, at han er rejst den lange vej fra København herover.

Den første iagttagelse. Den store mands stemme er endnu større, mere udtryksfuld live end på plade. Den er formentlig før blevet sammenlignet med ham fra New Jersey, der for millioner af mennesker verden over står som inkarnation af den amerikanske rock’n’roll dream.

Især som den lød, da han var i Morelands alder og netop havde udgivet ’Darkness on the Edge of Town’.  Men hvor Springsteens operavokal dengang havde desperationen, og en Tom Waits havde lyden af fyldte askebægre ud på de små timer, er Morelands stemme mere fyldig, mere varm.

Moreland har en fortid som heavy metal-sanger, men så pludselig lyset og vendte sig mod outlaw contrymusikken. Det er let at forestille sig ham synge igennem med brøl i baggrunden, og måske er det den vokale volumen, der gør at hans smalltown Oklahoma-fortællinger med lethed fyldte hele det grønne telt.

Allerede efter et par numre, ’Sallisaw Blue’, der ellers lyder af ZZ Top på ’Big Bad Luv’ og ’Old Wounds’ var der en fornemmelse af en noget stort på vej.

Han sidder der alene, bøjet nedover mikrofonen med sin store krop plantet på en stol med sin akustiske guitar og suger en ind i sit filmiske aftryk af sindets og B-Amerikas blindgyder og labyrinter.

Og selvom man kan savne det soulede akkompagnement i en så udforbeholdent smertefuld sang som ’I Need You to Tell Me Who I Am’ og den instrumentale gospelfølelse i 'Avalon', kom Morelands lyrik til sin ret kun bakket op af et meget varieret guitarspil. Der er ingen ironi, næsten ikke, omveje eller beskyttende dobbeltisolering her.

Now I'm pulling up devils from the long, dark past
But the pain starts piling up too fast
I can pin down the minute when I lost my buzz
Thought I was somebody nobody could love

Ikke et ondt ord om Ed Sheeran, det nærmeste Spotify-moderniteten kommer en trubadur, men decideret åbenbarende var det at opleve Moreland forkynde de ud-, fra- og omstødtes blues denne sene aftentime uden brug af andet end sig selv og en trækasse med seks strenge.

John Moreland har Das Gewisse Etwas, som de siger bare et par kilometer syd for festivalpladsen i Tønder.

Og så i øvrigt endnu en gang en cadeau til Tønders publikum for at lade sangeren komme til orde stort set uden forstyrrende smalltalk. Jeg har folk hernede mistænkt for at komme for at høre musik.

John Moreland, Tønder Festival, Telt 1, fredag aften