Rod Stewart er lige så meget underholdende klovn, som han er sanger, og mens det ville klæde ham at tage sig selv blot lidt mere alvorligt, må man også bøje sig for mandens betragtelige charme
På plakaten var 72-årige Rod Stewart dette års Jelling Festivals absolutte hovednavn (i virkeligheden var det hovednavn jo som sædvanlig Kim Larsen, men det er en anden historie), og det skulle vise sig at være et ganske kløgtigt træk af arrangørerne at hyre den aldrende charlatan fra London i et år, hvor det har været mere end almindeligt svært for festivaler verden over at trække kvalificerede hovednavne.
Se, Rod Stewart er jo rockens svar på de dér brugtbilsforhandlere, der sælger varen med en charme, så man faktisk tilgiver dem, når ny-indkøbet begynder at antyde skavanker allerede få hundrede meter fra salgsstedets parkeringsplads.
Således er der da også mislyde i Rod Stewarts aldrende karosseri, og det ville klæde ham at tage sig selv og sine hits mere alvorligt, end han gør – bare en gang imellem! – på dette tidspunkt i karrieren. Men manden foretrækker at klovne og charme sig igennem sine koncerter, og han ser ud til at hygge sig af et ærligt hjerte, og det samme gjorde publikum i Jelling. Og det kunne jeg såmænd aldrig drømme om at forklejne.
Vidste man ikke bedre, ville man jo aldrig have troet, at den aspirerende rock’n’roll cirkusklovn deroppe på Jellings scene engang var en rocksanger på et niveau, så han blev nævnt i samme åndedrag som giganter som Mick Jagger, Robert Plant og Paul Rodgers.
Det er til gengæld så også i omegnen af 45 år siden, og siden har Sir Roderick givet den som skamløs – om end charmerende – opportunist og gået efter tidens lette løsninger – blot der var penge og damer i skidtet.
Nu kunne jeg aldrig drømme om at lægge behov for hverken damer eller lette penge for had, men man kan altså ikke helt lade være med at spekulere på, hvad Stewart kunne have drevet det til – havde han blot taget tingene lidt mere seriøst i sin karriere.
Nå, det gjorde han ikke. I stedet blev han rejsende i popcirkus med alt hvad det indebærer af sparsomt påklædte kvindelige korsangere og musikere, skiftende guldlamé jakker og Las Vegas uniformerede mandlige musikere.
Den slags skal der også være plads til, som de siger i Ligestillingsrådet, og Rod Stewarts koncert i Jelling var i perioder faktisk ganske glimrende. Fine sange som 'Tonight’s The Night', 'Maggie Mae', 'Downtown Train', 'The First Cut Is The Deepest' og en forbavsende flot følt 'I Don’t Wanna Talk About It' afslørede en stolthed hos Stewart i forbindelse med materialet, som jeg egentlig troede han for længst havde deponeret hos sin revisor.
De sange reddede aftenen, og så tilgav man – næsten – en ligegyldig trommesolo, at Faces klassikeren ”Stay With Me” blot blev baggrundsstøj til at sparke fodbolde ud til publikum, gabende kedsommeligt kluntet firsermateriale som 'Baby Jane' og 'It’s A Heartache', en 'Da Ya Think I’m Sexy' som gav begrebet 'pligtopgave' helt nye dimensioner og – oh bloody hell! – endnu engang 'Sailing'; en sang, som burde være sejlet til de evige verdenshave for år tilbage.
Men igen: Rod Stewarts charme og et godt spillende band gav os faktisk alt i alt en fin afslutning på endnu en dejlig festival i Jelling
Rod Stewart, Jelling Festival, lørdag nat
