Boogietoget Status Quo kørte ind på Skanderborg Station – nu uden den afdøde rytmeguitarist Rick Parfitt. Ikke overraskende var der INTET nyt under solen, og det var så forudsigeligt, at der stort set kun var publikums og bandets fælles minder at glæde sig over. Men en heftig afslutning med ’Down Down’, ’Whatever You Want’ og John Fogertys uopslidelige ’Rocking All Over the World’ før ekstranumrene satte dog fut i lokomotivet. 

Der findes et begreb ved navn metathesiofobi. Det er handler om frygten for ændringer. Lad os bare sige, det som det er: Folk, der lider af metathesiofobi kunne trygt gå til koncerten med Status Quo, der spillede her til aften på Smukfest.

Rytmeguitarist Rick Parfitt døde i vinter – lige siden de fandt sammen for 50 år siden har han og den 68-årige sanger og guitarist Francis Rossi stået som en ellers tilsyneladende uadskillelig akse. Med bassist John Edwards og keyboardspiller Andy Bown som mangeårige sidemænd.

Jeg nåede ikke at få sidste ekstranummer med og ved derfor ikke, om Francis Rossi mindedes sin gamle kumpan til allersidst. Det ville i så fald have været god stil på denne, den sidste turné nogensinde med et elektrisk Status Quo.

Det er let at affeje de gamle mænd i hvide skorter og gummisko som en anakronistisk selvparodi. Musikalsk er der INTET sket, siden jeg sidst så dem for hundrede år og en sommer siden som opvarmning for en anden anakronisme, Rod Stewart.

Boogietoget Status Quo kørte ind på Skanderborg Station med ’Caroline’ i et hæsblæsende tempo. At klage over lyden i de første numre under en koncert er næsten lige så forudsigeligt i en anmeldelse som næste riff i et Status Quo-nummer. Men det lød ad h. til i begyndelsen, og Francis Rossi havde tydelige problemer med sin mikrofon. Bassist John Edwards overtog til gengæld ubesværet og loyalt.

Det blev bedre hen ad vejen, især den forholdsvis nye trommeslager Leon Cave gør det godt i et orkester, hvor det står og falder med, om de andre rammer det rette sway. Især i et medley over 'What You're Proposing', 'Down the Dustpipe', 'Wild Side of Life', 'Railroad' og 'Again and Again' fandt Rossi og guitaristen Richie Malone, der afløser Parfitt, hinanden.

Malone har en noget mere tilbagetrukken rolle end den afdøde boogie rytmeguitarist-konge Parfitt, bedømt ud fra et nyligt gensyn af en koncert på den dvd - som der var noget, der hed engang - jeg har liggende derhjemme.

Rossi er stadig fit og spændstig, og tydeligvis en mand, der holder meget af at vride i strengene på sin grønne guitar. Eftersom han aldrig har haft den helt store stemme, er der heller ikke mistet ret meget.

Jeg forlod koncerten med et lille smil. Delvis frembragt af afslutningen før ekstranumrene 'Down Down', 'Whatever You Want' og 'Rocking All Over the World'. Det nummer er umuligt at ignorere.

Delvis fremkaldt af en form for respekt. Mon ikke Status Quos rolle i det, der senere blev til heavy rock og metal er lidt overset i det store billede? De brød igennem på et tidspunkt, hvor den tunge rock stadig var i sin formation, og bands som Deep Purple, Black Sabbath og Led Zeppelin trak i alle mulige retninger til den syrede side. Og der kom Parfitt og Rossi så fra udkanten af London og kogte det hele ned i ét riff og en insisteren på at møget skulle swinge.

Det var dengang. Siden er der ikke sket noget udover den sære fodboldsangagtige ’In the Army Now'. Og som bandet lød i dag, er de stadig et udmærket Status Quo-kopiband. Men der er kun mindet om mindet tilbage.

På tide at boogietoget kører i remissen – og fint at følge det på vej på en smuk sommeraften.

Det egentlig triste her, er at det udover et par danske band som f.eks. Sort Sol var eneste rock’n’roll indslag på årets Smukfest.

Status Quo, Smukfest, Stjernescenen, torsdag aften