Fredag aften blev sidste stop for sangeren Patrick i underholdningsprogrammet X Factor.

Men det er formentlig ikke sidste gang, at danskerne kommer til at høre noget fra ham.

Under programmet afslørede Ankerstjerne, at han har skrevet en sang til Patrick, der blev sendt ud af Thomas Blachman.

Over for B.T. forklarer Patrick, at det er en ganske kvalificeret trio, der står bag.

Patrick blev sendt ud af programmet af Thomas Blachman.
Patrick blev sendt ud af programmet af Thomas Blachman. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Det er en sang, han har skrevet med Rasmus og Burhan. To dejlige gutter. Så det glæder jeg mig meget til at komme i gang med,« siger han og uddyber:

»Den er på dansk, kan jeg afsløre.«

Udover det er projektet foreløbigt rimelig hemmeligt, da Patrick ikke selv har hørt sangen endnu, men det skal han snart.

»Han får sangen i morgen og skal lige sætte sit eget præg på det. Vi skal lave musik. Verden stopper heldigvis ikke efter X Factor,« siger Ankerstjerne.

Han fortæller, hvad der ligger bag beslutningen om at lave en sang til Patrick.

»Jeg synes han er inspirerende. Det synes jeg sgu. Jeg bestemmer selv over min tid, og hvis jeg har lyst, kan jeg lave en sang, og det har jeg gjort, mens vi har arbejdet sammen,« siger hitmageren og slår fast:

»Han skal sendes i den rigtige retning. Jeg vil gerne hjælpe ham.«

Efter fredagens program har Ankerstjerne de talentfulde sangere Live og Benjamin tilbage.