Funk-guitaristen Melvin Ragin - kendt under navnet Wah Wah Watson - er død 67 år gammel.

»Det er med et tungt hjerte at vi kan fortæller, at min elskede mand Wah Wah Watson er død i dag på St Johns Hospital i Santa Monica,« skriver guitaristens kone Itsuko Aono i en pressemeddelelse.

Wah Wah Watson spillede guitar på en lang række soul-, funk- og disco-numre i 1970'erne.

Den sprøde, særegne lyd, som Melvin Ragin trak ud af sin guitar og wah-wah-pedal, er at finde på mange af de berømte hits, der var med til at tegne årtiet.

I 1968 blev han optaget i Motown-bandet Funk Brothers, og i 1972 slog han for alvor igennem på singlen 'Papa Was a rolling stone' med The Temptations. Derfra tog karrieren for alvor fart.

Melvin Ragin lagde de underliggende guitarrifs på Marvin Gaye’s sensuelle mesterværker, »Let’s Get It On« og »I Want You« og på Quincy Jones’ mest succesfulde album »Body Heat«.

Han var med på Rose Royce’s hitalbum, »Car Wash« og disco-klassikere som Gloria Gaynors »I Will Survive«.

I 1979 indfandt han sig på Michael Jackson på solo-debutalbummet »Off the Wall«, men så skete der noget.

I 1980'erne vandt synthesizer-lyden frem. Efterspørgslen efter Melvin Ragins karateristiske wah-wah-lyd stilnede af.

Men da funk og disco fik en revival i halvfemserne blev Wah Wah Watson varm-varm igen.

Melvin Ragin døde onsdag og efterlader familien i sorg:

»Han vil blive savnet, men musikken er evig,« skriver Itsuko Aono uden at røbe dødsårsagen.