Selvom Basim gæste-optrådte i ’X Factor’ fredag aften, er han skuffet over DR

 

Du så måske Basim i fredagens ’X Factor’. Selvom han her fik muligheden for at optræde med en bandversion af sin seneste single, er det en ærgerlig Basim, BT møder.

Han føler sig svigtet ikke bare af ’X Factor’-redaktionen - men af DR i det hele taget. Svigtet på den måde, at han mener, at DR burde give ham og de andre ’X Factor’-deltagere et forum, hvor de kan komme videre og profilere sig selv.

»Jeg går ikke rundt og raser over DR. Men jeg er ærlig, og jeg giver udtryk for mine ærlige følelser. Når jeg tænker tilbage på de seneste år, virker det som om, at det har været svært for DR at indrømme, at jeg, der ikke vandt ’X Factor’, indtil videre er det største navn, der er kommet ud af det show,« siger Basim, og tilføjer:

»Hvis det havde været Amerika, havde man lavet en Basim-fredag - med nogle af mine numre som tema og nogle af de tidligere vindere som dommere. Måske er det janteloven. Man må ikke være for stor i Danmark. Jeg ved ikke, om det er krukket, men som sagt - det er ærligt,« siger Basim til BT.

Handler om anerkendelse

Du vandt Melodi Grand Prix og var med i ’X Factor’ med ’Picture In A Frame’?

»Jo, men jeg har lært, at de kun ringer, når de har brug for mig. Det handler om anerkendelse. Man vil stadig gerne have, at klasselæreren fortæller de andre, at man er den, der har fået de højeste karakterer. Savner det? Det ved jeg ikke. Det er svært at savne noget, man ikke kender. Men lidt kredit ville være rart - det virker bare ikke som noget, man benytter sig af i DR.«

Må man som ’X Factor’-deltager ikke erkende, at det er produktet og ikke den enkelte, det handler om?

»DR vil gerne underholde Danmark, og sådan skal det være, men nogle gange glemmer de, at de har med unge mennesker at gøre. Det synes jeg er vigtigt. At huske, at man har med mennesker med drømme at gøre. Der er rigtig mange, der forventer noget. Jeg blev spurgt, om jeg ville være med til at synge covernumre for nogle uger siden. Det sagde jeg pænt nej til. Jeg har kæmpet i årevis for at komme videre fra at være ham, der synger covernumre.«

Til Basims kritik siger DRs underholdsningsredaktør Jan Lagermand Lundme.

Udfører ikke vennetjenester

»Jeg er faktisk utrolig ked af at høre, at han har det sådan. Jeg synes, at vi har givet ham mange chancer på scenen. Han fik mulighed for at synge sin single ved årets grandprix. Og nu igen i ’X Factor’. Han vandt Melodi Grand Prix og havde en ekstra sang med. Jeg ved ikke, hvad vi ellers skulle gøre. Vi er et professionelt mediehus. Vi skal ikke udføre vennetjenester. Jeg er vildt glad for alle de ting, Basim har været med i. Stolt over at han er kommet ud af ’X Factor’ som en kæmpe stjerne,« siger Lundme.

Hvad med det konkrete - at DR burde have et forum, hvor deltagerne kunne udvikle sig?

»X Factor er et tv-program, der bygger stjerner op. Når det er slut, er det vigtigt, at man står på lige vilkår med alle andre. Ellers ville man bygge talenter op på ulige vilkår i forhold til andre i musikbranchen. Hvis man bliver en stor stjerne i forbindelse med DR-programmer, må man arbejde på lige vilkår med alle andre. Sådan har det også været med Basim,« siger Lundme.