Danske Volbeat har kæmpe succes, især i USA, Holland, Tyskland og Danmark. Men albumaktuelle Michael Poulsen holder stædigt fast i sine midtsjællandske rødder

Selvom Volbeat er et af de mest populære rockbands i USA, holder bandleder Michael Poulsen fast i sine danske rødder i Næsh-ville, som han har døbt Næstved. Bandet udsender torsdag albummet ’Seal The Deal & Let’s Boogie’.

I august sidste år forlod Michael Poulsen scenen i Trylleskoven i Odense med noget nær den ultimative glæde.

Den danske rockgruppe havde netop afsluttet den største koncert nogensinde i Danmark med et dansk band. Godt og vel 37.000 tilskuere fra 30 forskellige lande havde købt billetter.

»Lige da jeg gik på scenen, tænkte jeg: ’For helvede, du er hjemme’. Der var mange følelser på spil, en del nerver. Flere gange måtte jeg bare stoppe op og nyde udsigten og sige ’tak’. Da jeg gik fra scenen, tænkte jeg, at skulle jeg få en bombe i hovedet lige nu, så gik det nok,« siger Michael Poulsen, som BT møder på et københavnsk kontor i anledning af den internationale succesgruppes nye album ’Seal The Deal & Let’s Boogie’.

Som alle andre populære rocknavne begyndte Volbeat i et øvelokale, for deres vedkommende i øve- stumperne efter metalbandet Dominus. Senere kom koncerter i små huler og buler, hvor man nu kunne få et job.

Udsolgt USA-turné

I 2008 kom det internationale gennembrud med albummet ’Guitar Gangsters & Cadillac Blood’ bl.a. med singlen ’Maybellene i Hofteholder’.

Nu, 15 år efter første spadestik, er Volbeat et af de største rockbands i USA, mens de i adskillige europæiske lande er A-navn på sommerens festivaler. For nylig afsluttede de endnu en udsolgt USA-turné, der blandt andet bragte dem forbi den mest prestigiøse festival i det store land, Coachella. Koncerten blev af Rolling Stone kåret til festivalens bedste.

Ikke at det imponerede Michael Poulsen op i et hysterisk leje:

’Et hipstergilde’

»De amerikanere, vi arbejder sammen med, var helt vilde: ’Det er det største, der findes: De sælger ud, inden programmet er offentliggjort’. Ja, lige netop. Er det en fest, er det musik? Jeg ved ikke. Det er måske bare noget med at blive set med de rette mennesker på det rette sted,« siger han – og nikker bekræftende, da overtegnede siger:

»Et hipstergilde«.

Det er naturligt at stille spørgsmålet, som mange stillede sig selv efter Volbeats imponerende rockmanifestation i Odense sidste år: Hvad er Poulsens egen forklaring på succesen?

»Jeg ved dårligt, om jeg har lyst til at forsøge at finde ud af det. Mange ting spiller ind. Jeg tror, at vores kombination af forskellige genrer er en del af en forklaring: Vores musik er melodiøs, dét er et must for mig, storladen og melodiøs. Rock, punk, blues, country og – gospel på det nye album. Flere generationer er opvokset med forskellige former for musik, der bliver vakt til live i vores musik – og som har har en genkendelighed for indtil flere generationer. Hårdt arbejde er bestemt også en vigtig del af forklaringen. Vi har altid været aktive på landevejen – det har været et stort slid.«

Michael fra Ringsted er en jordnær folkets mand, tro mod sine rødder. Den venlige overflade står på en bund af viljefast dedikation og passion, der har været drivkraften i transformationen fra midtsjællandsk metal til verdensherredømme.

»Jeg er med i alt omkring Volbeat – udover musikken, selvfølgelig. Jeg kan ikke lade være. Med så mange mennesker omkring sig kan man opleve, at nogle bliver for magelige, andre gør måske ikke lige det, vi blev enige om. Når man har skabt det selv, er der et naturligt ønske om at være hands on. Jeg taler med revisorer, bookere, publishing, advokater. Jeg kan ikke lade være – jeg vil ikke lade være.«

Kan blive for mageligt

Volbeat består ud over Poulsen af trommeslageren Jon Larsen, der har været med siden begyndelsen (’ja, kald du ham bare min blodsbror’), den amerikanske guitarist Rob Caggiano og den nye bassist Kasper Boye Larsen..

I pauserne mellem de mange koncert- og promotionturneer bor Poulsen sammen med sin kæreste på et mindre landsted ved Næstved.

Familiemenneske fra landet

»Jeg plejer at sige til de amerikanere, der ikke kan forstå, hvorfor jeg ikke flytter til USA, at jeg bor i Næshville,« siger Poulsen med et grin. På sjællandsk.

»Det bedste, jeg har gjort i mange år, var at flytte til Næstved. Jeg er kommet meget i byen som ung, havde mine første musikoplevelser i byen. Jeg kommer fra landet, og jeg har det bedst med at bo på landet. Der er den ro, som jeg har brug for, når jeg er hjemme. Rob, der kommer fra New York, synes, at der stinker for meget af lort, hæ. Det er der ikke rigtig noget at gøre ved. ’Dette sted er for gamle mennesker,’ siger han,« siger Michael Poulsen – på amerikansk.

»Jeg brugte ikke København, mens jeg boede herinde. Det var mere vigtigt for mig at komme hjem til min familie på Ringsted-egnen. Jeg er familiemenneske, det må jeg nok indrømme.«