Michael Poulsen er en mand med mange jern i ilden.

Men det seneste år har Voldbeat-forsangeren brændt nallerne. For hans mange virksomheder bløder millioner.

Det viser årsregnskaberne for ikke mindst Volbeats aktiviteter for det forgangne år, som virksomhedsportalen Ownr har trukket for B.T.

Michael Poulsens moderselskab er hans holdingselskab MP Oliver Holding.

Her viser det nyeste årsregnskab, at der har været en nedgang i indtægten. 

Senest kunne Volbeat-forsangeren bryste sig af et mere end fordoblet overskud på knap 17,3 millioner kroner og dertil en forhøjet egenkapital på knap 84,2 millioner kroner.

Men årets regnskab for 2022 viser en indtægt på 12,6 millioner kroner. 

Egenkapitalen er faldet til 80,5 millioner kroner. 

Gennem hovedselskabet ejer Michael Poulsen også 85 procent af holdingselskabet VLBT Holding ApS.

VLBT Holding ApS kan i deres nye årsregnskab prale af et overskud på knap 15 millioner kroner og en egenkapital på mere end 41,5 millioner kroner.

Resultatet er dog fem millioner kroner lavere end året forinden. 

Volbeat ApS, der er virksomheden for bandets indspilninger og udgivelser, og som Michael Poulsen ligeledes ejer 85 procent af.

Her er der også kommet nyt årsregnskab, der viser en forhøjet omsætning og et overskud på mere end 5,4 millioner kroner.

Men det beløb må alligevel gøre lidt ondt på Michael Poulsen.

For året forinden kunne Volbeat bryste sig af et overskud på mere end 25,4 millioner kroner og tocifrede millionudbytter.

Dermed er resultatet for 2022 altså blevet godt 20 millioner kroner lavere.

Samtidig er egenkapitalen også svundet ind til mindre end det halve, så der nu 'kun' står i overkanten af 9,2 millioner kroner på bankbogen til Michael Poulsen og de to andre ansatte i Volbeat.

Derudover ejer Michael Poulsen også rettighedsvirksomheden M. P. Music.

Men her er det også gået den forkerte vej.

Michael Poulsen kommer dog stadig ud af 2022 med et overskud på knap 6,5 millioner og en egenkapital på mere end 56,2 millioner kroner.

Så selvom bruttofortjenesten i virksomheden er gået betydeligt op, så viser det sig ikke på bundlinjen, der er 1,8 millioner kroner lavere end sidste års resultat.

Dog har der stadig været plads til at lægge i banken, så egenkapitalen i musikvirksomheden er blevet hævet med omtrent 6,5 millioner, så der nu står mere end 56,2 millioner kroner og luner.

Michael Poulsen har desuden også musikvirksomheden As In Hell, som dog ikke offentliggør deres regnskaber, ligesom han også er tilknyttet interessentselskabet Vridsløse Vandværk.

Michael Poulsen har overfor B.T. ikke ønsket at kommentere sine regnskaber eller sine seneste aktiviteter med Volbeat.