Hun optræder stadig nøgen og taler åbent om sin kærlighed til stoffer, men det er en mere nedtonet Miley Cyrus, der til sommer kommer til Danmark.

I 2014, da hun kiggede forbi Forum i København på sin verdensturné, var hun på toppen af sin provokerende periode.

Den amerikanske verdensstjerne og datter af countrysangeren Billy Ray Cyrus var som 13-årig slået igennem som Disney-barnestjernen Hannah Montana og var i årene efter et nuttet globalt teenage-idol.

I forbindelse med albummet 'Bangerz' fra 2013 gik hun imidlertid amok og lod hele verden følge med i sit teenageoprør.

Miley Cyrus, sidst hun gav koncert i Danmark.
Miley Cyrus, sidst hun gav koncert i Danmark. Foto: FLINDT MOGENS
Vis mere

Hun klippede sig korthåret, smed tøjet, røg sig skæv og chokerede på scenen ved MTV Video Music Awards, da hun blandede samlejebevægelser med tøjbamser og gjorde numse-dansen twerking mainstream.

Da hun den 4. juni 2014 sidst gav koncert i Danmark, kunne man derfor blandt andet opleve Miley Cyrus i et vanvittigt popshow onanere oven på en bil iført dollar-sedler med tungen hængende langt ud af munden.

Siden har hun ikke spillet i Europa, og det er uvist, hvilket show hun nu giver til sommer, når hun vender tilbage til Danmark som hovednavn på årets Tinderbox-festival.

De sidste par år har Miley Cyrus, der i dag er 26 år, ad flere omgange taget afstand til sin vilde periode.

Miley Cyrus og Robin Thicke ved deres ikoniske MTV Video Music Awards-optræden i 2013.
Miley Cyrus og Robin Thicke ved deres ikoniske MTV Video Music Awards-optræden i 2013. Foto: LUCAS JACKSON
Vis mere

I et interview med musikbladet Billboard fortalte hun i 2017, at hun blandt andet havde lagt alkoholen på hylden og ikke længere brød sig om videoen til hittet 'Wrecking Ball'.

»Det er bare noget, du ikke kan fjerne igen. At svinge nøgen rundt på en 'wrecking ball'. Jeg vil altid være den nøgne pige på en 'wrecking ball'. Jeg skulle have tænkt over, hvor længe det ville have fulgt mig. Det er mit værste mareridt. Den sang bliver spillet til min begravelse,« sagde hun dengang.

Hun blev i december gift med on and off-kæresten siden 2012 Liam Hemsworth, og efter deres hus i Malibu sidste sommer brændte ned, har de boet tæt på hendes barndomshjem i Nashville.

De bor med flere husdyr heriblandt noget så landligt som grise, og lige præcis husdyrene har hun givet æren for, at hun de seneste år ikke har været på landevejen.

Miley Cyrus og Liam Hemsworth blev gift i december 2018.
Miley Cyrus og Liam Hemsworth blev gift i december 2018. Foto: NINA PROMMER
Vis mere

»Den eneste grund til, at jeg ikke turnerer (i 2018, red.), er de skide grise. Så meget elsker jeg dem,« har hun udtalt i et radiointerview med journalisten Howard Stern.

Miley Cyrus har derudover forpligtet sig som dommer i talentprogrammet 'The Voice', og så går hun meget op i sin græsrodsorganisation Happy Hippie Foundation, der hjælper hjemløse LGBTQ-unge.

Hun er erklæret panseksuel, hvilket vil sige, at hun forelsker sig i både mænd og kvinder og i en kort periode datede modellen Stella Maxwell, før hun fandt sammen med sin mand igen.

Spørgsmålet er altså, om det er en mere voksen og 'kedelig' Miley Cyrus, der til sommer kommer til Danmark?

Miley Cyrus og Dolly Parton.
Miley Cyrus og Dolly Parton. Foto: ROBYN BECK
Vis mere

De sidste par gange, hun har optrådt offentligt, har det været klassisk klædt i sort blandt andet på scenen med sin gudmor, Dolly Parton, ved årets Grammy-uddeling.

Miley Cyrus er heldigvis stadig Miley Cyrus og optrådte i februar nærmest nøgen på forsiden af magasinet Vanity Fair, ligesom hun i musikvideoen til sit seneste hit 'Nothing Breaks Like a Heart', er på flugt fra politiet og en tur på stripklub.